Måske er der snart grund til smil igen for Livia og ØsterGro. Arkivfoto: Michael Paldan
in , ,

Elsker 😍 Like 👍

Nyt håb for ØsterGro

JURA. Kammeradvokaten mener, at der er juridisk dækning for at lade taglandbruget ØsterGro fortsætte, uden der skal opføres p-pladser. Nu skal kommunens embedsmænd undersøge sagen endnu engang, inden politikerne tager stilling.

 

LANDBRUG PÅ TAG: I december kom det frem, at taglandbruget ØsterGro i Æbeløgade er truet, da der er krav om at opføre 23 parkeringspladser på taget efter byggeloven.

Hverken ejeren af bygningen eller politikerne bakker op om dette ønske og ønsker ØsterGro bevaret og håber, der kan findes en løsning, der bevarer det grønne tag, der falder naturligt ind i Klimakvarteret på Østerbro.

Læs også: 12.000 bakker op om ØsterGro

Nu er der nyt håb. ØsterGro har tilknyttet advokatfirmaet Poul Schmidt – som også er statens kammeradvokat – der når frem til, at der kan gives dispensation fra parkeringskravet med hjemmel i planloven.

Undersøg sagen igen

En enig samling politikere i teknik- og miljøudvalg i Københavns Kommune har bedt forvaltningen om at undersøge denne og eventuelt andre muligheder, så ØsterGro kan bevares.

»Vi håber rigtigt meget, at det er noget, som kan lade sig gøre med det nye, som er kommet på bordet,« siger en af initiativtagerne og daglige ledere af ØsterGro, Livia Urban Swartz Haaland, som glæder sig over politikernes opbakning oven i den folkelige sympati, som der er strømmet ind blandt andet i form af mere end 14.000 elektroniske underskrifter på at bevare stedet.

Det radikale medlem af teknik- og miljøudvalget Mette Annelie Rasmussen havde sat sagen på dagsordenen i mandags. Og med kammeradvokatens melding ser hun lyst på at bevare ØsterGro.

»Jeg er optimistisk og positiv og tror på en løsning,« siger hun.

Bred enighed

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) håber også, at ØsterGro bevares.

»Der er bred enighed i udvalget om, at alle muligheder for at redde ØsterGro skal undersøges grundigt. Derfor skal de ideer, der er kommet fra blandt andet Det Økologiske Råd og ØsterGros egen advokat nu gennemgås af forvaltningen. Viser det sig, at vi har nogen som helst mulighed for at sikre ØsterGros fremtid, så vil vi benytte os af den mulighed,« udtaler hun i en e-mail til Østerbro Avis.

Efter embedsmændene grundigt har undersøgt sagen, skal den til politiske behandling om et stykke tid igen.

Indtil da fortsætter ØsterGro uændret.

ØsterGro blev skabt i 2014 og fik i 2015 Østerbro Kulturpris. Det er et foreningsinitiativ, som siden er udvidet med restaurant. Borgerne kan være medlem af foreningen og sikre sig grøntsager på taget. Ydermere er der arrangementer, hvor borgere kommer forbi taget og ser på landbruget i byen.

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

»Vort mismods Vinter« på Huset

Prøv en gang qigong på en mandag