Frederiksberg Forsyning skal i gang med at renovere vand- og gasledninger på Gammel Kongevej. Arkivfoto: Martin Sørensen
in ,

Sur 😠

Igen vejarbejde på Gammel Kongevej

GAS OG VAND. Frederiksberg Forsyning skal renovere gas- og vandledninger på Gammel Kongevej fra marts til juni, og kommunen vil udføre asfaltarbejde i sommerferien. Der er infomøde 17. januar på Stæhr Johansens Vej.

VEJARBEJDE: Gammel Kongevej har i mange måneder af 2018 været ramt af vejarbejde. Og nu kommer der snart et igen.

Denne gang er det Frederiksberg Forsyning, der skal renovere de vand-og gasledninger, som endnu ikke er blevet renoveret.

Arbejdet går i gang til marts og varer til og med juni. Det er strækningen fra H.C. Ørsteds Vej til Prinsesse Maries Allé, der skal arbejdes på.

Selve arbejdet foregår på cykelsti og fortov, og det vil betyde trafikale ændringer for både bilister, cyklister og busser på Gammel Kongevej og de nordlige sideveje på strækningen. Det vil også betyde, at der bliver færre parkeringspladser i perioden, mens der arbejdes.

Asfaltarbejde til sommer

Der vil også være kortvarige afbrydelser for vand- og gasforsyningen i perioder, men det lover Frederiksberg Forsyning at oplyse om løbende.

Mens arbejdet fra Frederiksberg Forsynings side foregår, vil kommunen samtidig udføre asfaltarbejde i korte perioder i løbet af sommerferien. Arbejdet vil blive udført, når butikkerne har lukket.

Arbejdet med gas- og vandledninger er den sidste del af det arbejde, som Frederiksberg Forsyning startede i 2018.

Frederiksberg Forsyning beklager, at beboerne og butikkerne på Gammel Kongevej igen skal igennem endnu et vejarbejde.

Årsagen til at arbejdet ikke blev sat i gang efter det forrige arbejde skyldes, at man har vurderet, at det ville skabe for store gener i området og ville ligge tæt på flere store begivenheder i byen.

Inviterer til infomøde

Frederiksberg Forsyning sætter skilte op, når arbejdet nærmer sig.

Der er også sat et infomøde i kalenderen torsdag 17. januar kl. 17-18.30, hvor interesserede kan stille spørgsmål og komme med input.

Mødet finder sted hos Frederiksberg Forsyning på Stæhr Johansens Vej 38.

Du kan følge arbejdet på www.frb-forsyning.dk/glkongevej. Ændringer i busdriften kan følges på www.dot.dk/trafikinformation.

 

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Gratis film i Kvarterhuset: Følg i emigrantens fodspor

Gadegalleri kommer til Vanløse