Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Foto: Michael Paldan

Cecilia Lonning-Skovgaard: Borgerlig ordentlighed overfor udsatte borgere

…Nytårshilsen

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)

Beskæftigelses- og integrationsborgmester

GODT NYTÅR: Jeg har nu været borgmester i København i et år, og det har været spændende at være med til at skabe rammerne for at få flere københavnere i job og uddannelse og samtidig få Venstres politik ført ud i livet. Og der er da også sat vigtige skibe i søen.

For det første har vi introduceret, hvad jeg vil kalde for borgerlig ordentlighed overfor udsatte borgere. I mange år er der ikke blevet gjort nok for at hjælpe dem, der har sværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet eller reelt er for syge til at arbejde. Derfor har det været vigtigt for mig, at vi yder en bedre indsats.

Der er nu lavet en fremsynet handleplan, og i år er der tildelt dobbelt så mange førtidspensioner som sidste år. Og næste år får en række sagsbehandlere færre sager på skrivebordet og dermed mere tid til at hjælpe de ledige.

I en kold tid luner det også, at København har faldende ledighed og stadig færre borgere på offentlig forsørgelse.

I 2018 vedtog Borgerrepræsentationen det mest erhvervsvenlige budget i mange år. Et flertal holdt, modsat den yderste venstrefløj, fast i, at kun ved at investere markant i de københavnske virksomheder skaber vi de jobs og den vækst, der skal finansiere nye skoler, plejehjem, grønne tiltag og holde skatten i ro.

For Venstre er det vigtigt, at vi ryster posen og finder nye løsninger, mens andre partier hellere vil bruge flere af borgernes penge på det samme.

Et eksempel er samarbejdet med Googles Digitale Læringshus, der uddanner ledige akademikere til at bruge digitale redskaber, så virksomheder kan øge salget på nettet. Det er en innovativ løsning på fremtidens udfordringer. Mere af det!

Til sidst vil jeg takke politiske kolleger, samarbejdspartnere, erhvervslivet og mine medarbejdere for at kæmpe for at gøre København til en bedre by at leve og arbejde i. Lad os fortsætte med det i 2019.

Godt nytår!

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Prøv en gang qigong på en mandag

Der lå Vesterbroaktier under juletræet