Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL). Foto: Michael Paldan
in , , , , , , , , ,

Flertal beslutter forsinkelser uden om borgmester

POLITISK. Stort flertal i teknik- og miljøudvalget står bag beslutning om, hvilke projekter som skal udskydes som følge af anlægsloftet. De har ændret en del på det forslag, som embedsmændene fremlagde i december.

ANLÆGSLOFT: Et flertal uden om Alternativet og Enhedslisten har besluttet at ændre på den prioritering af projekter, som skal udskydes i København inden for teknik- og miljøområdet.

Det var en bunden opgave at finde projekter til omkring en halv milliard kroner, som kommunen har i kassen, men ikke må bruge som følge af anlægsloftet aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).

LÆS OGSÅ: Nordre Frihavnsgade holder tidsplan

De øvrige partier, som indgik budgetforliget i fjor, har ændret på en række af forvaltningens prioriteter.

Det vækker kritik hos teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

»Det er tydeligt, at de borgerlige partier har fået uforholdsmæssig stor indflydelse på prioriteringen, ligesom de havde det på aftalen om kommunens budget for 2019. Jeg stiller mig uforstående over for, at Socialdemokraterne og SF forvalter vælgernes ønske om en stærk rød-grønne alliance her på rådhuset på denne måde,« siger Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelelse.

Trafiksikring sat i stå

Hun peger på, at der i flere tilfælde er prioriteret eksempelvis parkeringspladser højere end trafiksikkerhed og henviser blandt andet til, at en trafiksikring af Rantzausgade er sat i stå, mens der sættes af til erhvervsparkering og nye p-pladser i Indre By.

SF’s gruppeformand Klaus Mygind mener, at der er sat masser af grønne aftryk på aftalen, både når det gælder klimaprojekter og cykelstier. Men han erkender, at ikke alle prioriteringer er efter SF’s ønske.

»Det havde da set anderledes ud, hvis det var Enhedslisten og Alternativet, vi havde forhandlet med. Men vi er en del af en forligskreds, hvor vi ikke er enige om alt, men det er lykkedes at holde fokus omkring de grønne ting,« siger han.

Klaus Mygind peger blandt andet på, at cykelprojektet i Nordre Frihavnsgade og et projekt i Folehaven beholdes i 2019 – akkurat som det er tilfældet med klimaprojektet på Carl Nielsens Allé.

Uambitiøs tilgang

Klaus Mygind fortæller, at det har været en besværlig øvelse. Dels har politikerne skulle udsætte arbejde i byen, som de allerede har sat penge af til, og dels skulle partierne blive enige.

Derudover er projekter, der allerede er sat i gang, prioriteret.

SF, Socialdemokratiet og de radikale er enige med Enhedslisten og Alternativet i, at den borgerlige regering har en uambitiøs tilgang til København, og byens vækst og udvikling hæmmes, når projekter for en halv milliard kroner må udsættes.

Anlægsloftet er indført for at undgå, at økonomien bliver rødglødende, som det hedder.

Klaus Mygind forstår godt, at det kan være nødvendigt at bremse, men han mener, at klima- og miljøprojekter bør undtages fra anlægsloftet.

Også den radikale Mette Annelie Rasmussen mener, at anlægsloftet kan skrues anderledes sammen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Første butik for boligkøbere

Sig gourmet til din durum