Flemming Rosleff fra Irma på Godthåbsvej er typen, der folder bonnen og altid står op ved kassen. Han var for to år siden nomineret til årets kassedame. Arkivfoto: Martin Sørensen

Skal årets sødeste kassedame m/k findes i Vanløse?

Sidder Danmarks sødeste kassedame i dit lokale supermarked i Vanløse? Så er det nemlig nu, du skal nominere hende eller ham til Danmarks sødeste kassedame 2019.

Ugebladet Hjemmet sætter nu for 6. gang jagten ind på Danmarks sødeste kassedame m/k, der hver uge gør en forskel i deres supermarked.

»Vi oplever hvert år, hvor stor en positiv forskel de lokale kassedamer gør – og hvordan de med ekstra ord på vejen liver en ellers grå dag op. Rigtig mange mennesker har fine fortællinger om, hvorfor netop deres kassedame fortjener særlig opmærksomhed,« siger chefredaktør på Hjemmet Marianne Gram i en pressemeddelelse.

Sidste år satte konkurrencen Danmarks sødeste kassedame m/k rekord med hele 446 indstillede kassedamer. Det var Sussanne Kjær Petersen fra Rema1000 i Torsted ved Horsens, der løb med prisen, som udover titlen som Danmarks sødeste kassedame er en række flotte præmier til en samlet værdi af over 20.000 kr. Men også Irma på Godthåbsvej kan bryste sig af at have en kassedame, der blev nomineret til årets kassedame.

Det er Flemming Rosleff, der sidder – eller rettere står – bag kassen i Irma. Og som en gang imellem holder vinsmagning, ligesom han altid folder bonnen tre gange, som et håndklæde, der skal lægges sammen.

Han er uddannet læge og har været leder af store hospitalenheder, men sådan noget pensionsnoget er ikke lige ham, og som han sagde i et interview til Lokalavisen Vanløse: »Service er service – uanset om det er på et hospital eller i Irma.«

Hans baggrund som læge fornægter sig ikke, og han kan finde på at spørge kunder, der vil købe håndkøbsmedicin om de har brug for det.

Allerede nu kan du sende din nominering ind på: Danmarks.Soedeste.Kassedame@hjemmet.dk Man kan også indstille pr. brev til adressen: Hjemmet, Postboks 252, 2100 København Ø. Mærk kuverten »Danmarks sødeste kassedame«. Begrundelsen for, hvorfor netop din lokale kassedame m/k skal vinde prisen, skal være Hjemmet i hænde senest 21.januar 2019. 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Økologisk marked lukker

Fernisering på La Nano Nana