By & Havn overtager Svanemølleværket. Muligvis flytter Teknisk Museum fra Helsingør ind i bygningen om nogle år. Arkivfoto
in , ,

Ked 😭 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Plan: Svanemølleværket skal blive til museum

NY MULIGHED. En af Østerbros mest kendte og karakteristiske bygninger Svanemølleværket er overtaget af By & Havn fra Ørsted. Bygningen skal muligvis rumme Danmarks Tekniske Museum.

 

TEKNISK MUSEUM: Det er en af de mest kendte bygninger på Østerbro, men det er de færreste, der har været inde i den.

I fremtiden får flere muligvis chance for at opleve Svanemølleværket indefra.

Ørsted overdrager Svanemølleværket i København til By & Havn, oplyses det i en pressemeddelelse.

Overdragelsen sker med henblik på at få lavet en undersøgelse af mulighederne for at omdanne den ikoniske bygning til Danmarks Tekniske Museum, som i dag ligger i Helsingør.

By & Havn ejer grunden, som Svanemølleværket ligger på, og Ørsted forlader lejemålet før tid, så By & Havn kan vurdere, om der skal skabes plads til f.eks. kulturelle aktiviteter i kraftværksbygningerne.

Parterne er derfor blevet enige om, at værket overdrages til By & Havn i 2023.

Ørsted leverer i dag fjernvarme fra Svanemølleværket til de københavnske forsyningsselskaber CTR og HOFOR, og der vil derfor skulle etableres ny varmeproduktionskapacitet som erstatning for produktionen på Svanemølleværket.

Den præcise placering og størrelse er endnu ikke besluttet. CTR og HOFOR ønsker i den forbindelse at etablere deres egen varmeproduktionsanlæg og selv stå for varmeproduktionen.

Aftalen mellem By & Havn og Ørsted er blandt andet betinget af, at en ny lokalplan for området godkendes.

Tidligere har københavnske lokalpolitikere på et valgmøde i efteråret 2017 i Nordhavn udtrykt håb om, at der kan være kulturhus i Svanemølleværket.

Hvis det lykkes at få Teknisk Museum til Svanemølleværket, bliver Østerbro efterhånden noget af en museumsbydel. I 2017 åbnede det tidligere posthusmuseum i Købmagergade under navnet Enigma på Østerbro Postkontor på Trianglen.

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Sats overtager to lokale fitness.dk-centre

Kunstelskeren udlever drømmen i Nordvest