Agnes og Hugo har samlet breve fra skolens elever, som skal sendes til Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen. Breve hvor eleverne fortæller om de fysiske forhold på skolen. »Vi vil også gerne invitere ham til at komme og se selv,« fortæller de. Foto: Martin Sørensen

Sur 😠

Elever på Bavnehøj Skole: »Vi får en halvhedsrenovering«

RENOVERING. Hvis skolebestyrelsens opfattelse af en helhedsrenovering på Bavnehøj Skole skal følges kræver det endnu 30-35 millkoner kroner oven i de 110 millioner, der indtil nu er bevilget. Kommunen tøver.

SKOLE: »De kunne i hvert fald godt sørge for at vores undervisningslokaler er i orden, vi skal jo lære noget,« siger Agnes Malling Petersen lidt smådesparat. Hun er næstformand i elevrådet på Bavnehøj Skole og går i 8.a.

Sammen med sin formand, Hugo Bjerre fra 9.z, har hun taget os på en lille tur rundt på skolen, hvor der denne fredag før jul ellers er en afslappet stemning inden den lange juleferie.

Det gælder dog ikke de to, der starter rundvisningen i gymnastiksalenes hærgede omklædningsrum.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDERNE

De nedbrudte skillevægge i drengenes omklædningsrum bliver retableret, men hverken rummene eller salene bliver renoveret. Foto: Martin Sørensen
Inde i den ene lille gymnastiksal er kurven røget af basketmålet og har efterladt sig et hul, der ikke kan bruges til at sætte en ny kurv på. Foto: Martin Sørensen
Den anden slidte gymnastiksal lige ved siden af. Ingen af salene er store nok til at rumme alle skolen elever, og der bliver råd til at lægge dem sammen. Foto: Martin Sørensen
“Alle er ligeglade med at passe på skolen, når den alligevel ser sådan ud i forvejen,” fortæller Agnes og Hugo. Foto: Martin Sørensen

»Sådan har det set ud længe,« fortæller Hugo om de blottede rørføringer, hvor det ser ud som om nogen har taget en stor bid af isoleringen. Inden vi kommer til bruserrummet, hvor adskillelsen mellem bruserne i bedste fald er ramponerede, i værste fald helt revet ned.

Det er koldt

Elevrådet har opfordret alle eleverne på skolen til at skrive breve om forholdene på skolen. Breve som bliver sendt videre til Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen. Et af de tilbagevendende temaer i brevene, især fra de yngre klasser, er kulden. Det er koldt at gå i bad.

»Det er fordi regulatoren ikke virker. Først er det koldt, så bliver det alt for varmt,« fortæller Hugo og peger samtidig på en slange, der er sat på rørene ved blandingsbatteriet.

»Den bruger vi til at spule hinanden, når bruserne ikke virker.«

Lavt sat fra start

Tilbage i 2016 blev det besluttet, at Bavnehøj Skole skulle helhedsrenoveres, og der blev sat penge af på kommunens Budget 2017 og frem. 68,4 millioner kroner, som dog hurtigt viste sig ikke at række.

Efter en grundig gennemgang af bygningerne blev der konstateret et større renoveringsbehov, og i oktober bevilgede Borgerrepræsentationen yderligere 42 millioner kroner til projektet.

Et projekt, der dog ikke længere kan kaldes en ’helheds’renovering, mener elevrådsformanden.

»Vi får en halvhedsrenovering,« siger han. Og det er ikke noget han bare finder på. Skolebestyrelsen skrev til politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget i november, fordi det stod klart, at pengene ikke rækker til en helhedsrenovering.

Mangler 30-35 mio

Brevet fik Venstres Flemming Steen Munch til spørge Økonomiforvaltningen hvad det vil koste at gøre helhedsrenoveringen hel og ikke halv.

Svaret er: ’For at efterkomme de udestående byggetekniske forhold og moderniseringsønsker, jf. skolebestyrelsens henvendelse, vurderes det, at der vil være et yderligere finansieringsbehov på 30-35 mio. kr.’

»Vi føler os nedprioriteret. I forhold til, at der bliver åbnet nye skoler i nærheden, mens vi stadig ikke er fyldt op,« siger skolebestyrelsesformand Mikkeline Hoffmeyer.

Borgmester: Senere

Borgmester Jesper Christensen (S) svarer på brevet midt i december. Han skriver blandt andet:

’De prioriteringer, der er foretaget, er sket med opmærksomhed på, at yderligere renoveringsbehov kan gennemføres på et senere tidspunkt uden gennemgribende bygningsarbejder og omfattende genhusning af elever og personale. Det vil sige, at vi senere kan vende tilbage og renovere de områder, som der ikke er økonomi til i denne omgang.

Jeg ville naturligvis også gerne nå hele vejen rundt, når vi nu er i gang på Bavnehøj Skole, men det er desværre ikke muligt ift. de midler der er afsat. Til gengæld tror vi på, at den samlede plan for helhedsrenovering af skolen vil hjælpe med til at afhjælpe en stor del af de udfordringer som lærere og elever oplever lige nu.’

Hverken Hugo Bjerre eller Agnes Malling Petersen kæmper for sig selv, men for de kommende generationer.

»Jeg går jo selv i 8. og kommer ikke til at opleve helhedsrenoveringen. Men jeg vil da ikke ha’, at min lillebror, der går i 1., heller ikke får en ordentlig skole,« slutter Agnes vores besøg.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Frank Schmidt Pedersen

Om journalisten Frank Schmidt Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

ÅRET DER GIK 2018: NOVEMBER

Kavalkade: April 2018