Morten Bangsgaard har ledt forgæves efter forklaringer på kommunens udstyr ude på gaden. Men hverken på p-standeren eller på skilte er Valby Langgades særlige prikgadestaus i forhold til beboerlicenser nævnt. Foto: Martin Sørensen

Sur 😠

P-prikker på langgaden

P-bøde. Trods indkøbt beboerlicens måtte Morten Bangsgaard punge ud, da han kom til at parkere bilen i det usynligt prikkede område på Valby Langgade.

SKILTNING: På den ene side af vejen er parkeret en container, der hører til facaderenoveringen, og på den anden side er pladsen inden for linierne fyldt med biler. Så snart en bil kører ud på vejen bliver den erstattet af en ny.

Og sådan er situationen på Valby Langgade og i sidegaderne ofte, fortæller Morten Bangsgaard.

»Nogle dage arbejder jeg sent og kommer først hjem ved 20-tiden. Så må jeg hele vejen op i den gamle del af Carlsberg Byen for at finde en plads.«

For han har nemlig købt og betalt sig en beboerlicens siden Valby blev P-zone for godt halvandet år siden. Så langt så godt.

Men så …

»Forleden lykkedes det mig efter nogen søgen, at få en plads på Valby Langgade mellem Søndre Fasanvej og Gammel Jernbanevej. Glad gik jeg hjem, og da jeg ikke bruger bilen hver dag, så gik der vel to-tre dage før jeg igen skulle ud og køre. Her var der så en hilsen fra p-vagten med en afgift. Jeg tænkte, at det var da en fejl. Jeg har jo købt beboerlicens,« fortæller Morten.

Ingen prikker

Selv om man ikke kan se det, så er Valby Langgade her mellem Gammel Jernbanevej og Ved Ovnhallen prikket. Prikket i den forstand, at man med beboerlicens godt må holde her hele natten, men på hverdage kl. 10-17 gælder licensen ikke. Det er markeret med prikker på kommunens hjemmeside under ’licenszoner’.

Men der er ingen prikker ude på gaden. Der står intet, hverken med prikker eller tekst på skilte eller på P-standeren.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Skiltning vil føre til flere misforståelser på parkeringspladserne i Valby Langgade, mener kommunen. Foto: Martin Sørensen

Risiko for misforståelser

Vi har bedt kommunen om en forklaring på den manglende skiltning og modtaget følgende:

»Formålet med prikgaden er at sikre udskiftning på parkeringspladserne ved byens handelsgader, så de handlende har mulighed for at finde en parkeringsplads. Ordningen fremgår ikke af skiltene i området, da reglen udelukkende gælder for beboere med licens til den respektive zone. Den gælder altså ikke, hvis man bor i en anden del af byen og blot er kørt på indkøb i området. Hvis reglen skulle vises på skiltene, ville det betyde, at der skulle være langt flere skilte med undertavler i flere dele af betalingsområdet, hvor der i forvejen gælder mange forskellige restriktioner. Det, vurderer vi, vil medføre en større risiko for misforståelser, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Når man køber sin beboerlicens, bliver man informeret om, hvor der er prikgader, og hvad ordningen går ud på. Det er ærgerligt at få en parkeringsafgift, så vi opfordrer altid til, at man holder sig opdateret om de aktuelle parkeringsforhold på kommunens hjemmeside,« siger Jesper Borch, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Har betalt

»Jeg klagede over afgiften, men fik ikke ret. Og de har jo også ret, jeg fik sikkert sammen med min licens i sin tid et brev med oplysningerne. Men det er halvandet år siden. Jeg har betalt min bøde, men føler alligevel lidt, at det er systemet før mennesket. Jeg var jo i god tro, og kan ikke lade være med at få den tanke, at der er en bagtanke med den manglende skiltning,« slutter Morten Bangsgaard.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Frank Schmidt Pedersen

Om journalisten Frank Schmidt Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Folk bag højhus har sikret sig jord

Amager har hovedrolle i Hummelgaards nye bog om grådig kapitalisme