Hummelgaard ved bogreceptionen hos Gyldendal. Privatfoto.
in , ,

Amager har hovedrolle i Hummelgaards nye bog om grådig kapitalisme

BOGUDGIVELSE. Bankkrak, arbejdsløshed, ulighed og social dumping er nogle af ingredienserne i det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaards nye bog »Den Syge Kapitalisme«.

KASTRUP: »Amager står lige midt i den orkan, som i disse år blæser ind over Danmark og hele den vestlige verden. Vi har set alle de negative sider ved den grådig kapitalisme: Bankkrak, arbejdsløshed, ulighed og social dumping. På den måde kan man sige, at Amager er frontposten i kampen mod den grådigheden og globaliseringens bagside.«

Sådan lyder det fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard fra Kastrup, som netop har udgivet bogen »Den syge kapitalisme«. I bogen beskriver Peter Hummelgaard, hvordan kapitalismen er blevet syg og ikke længere tjener almindelige menneskers interesser. Det er i høj grad Hummelgaards egne erfaringer og iagttagelser fra sine mange år på Amager, der har inspireret ham til at skrive bogen om den syge kapitalisme.

»Tidligere var den sådan, at når vi som samfund blev rigere, så fik alle gavn af fremgangen. Også dem, der ikke havde lange uddannelser. Nu ser vi en lille elite, der bliver grotesk rige, mens mange almindelige lønmodtagere slet ikke får gavn af fremgangen,« uddyber han.

Kontrol med bankerne

Netop bankernes ansvar for krisen er et af de andre gennemgående temaer i Peter Hummelgaards bog. Og man behøver ikke tage til USA for at finde eksempler på banker, bar sig uansvarligt ad op til finanskrisen, mener Peter Hummelgaard.

Man mærkede også finanskrisen på Amager, da landets 11.-største bank, Amagerbanken, i februar i 2011 måtte dreje nøglen om. Banken havde blandt andet lidt store tab på en række risikable udlån og på mislykket spekulation i schweiziske franc og den japanske yen.

»Amagerbanken var et trist eksempel på, hvordan en gammel hæderkronet bank blev forblændet af jagten på kortsigtet profit og kastede sig ud i giftig spekulation. Det handler om en grådig kultur i finansverdenen.

Men det handler også om, at de ansvarlige politikere gennem årtier har slækket på den lovgivning, der skulle forhindre finansielle kriser. Det har de gjort i en blind tro på, at bare man gav markedskræfterne frit spil, så ville de sørge for velstand til alle. Det var en kæmpe fejl.«

Hummelgaard foreslår derfor i sin bog, at reguleringen af bankerne igen strammes. Blandt andet vil han splitte de store banker op, så der er grænser for hvor store tab de kan påføre resten af samfundet, hvis de krakker.

Globaliseringens bagside

Kastrup mærkede også en anden side af ’den syge kapitalisme’, da det irske flyselskab Ryanair meldte sin ankomst til Københavns Lufthavn. Og vel at mærke gjorde en dyd ud af, at selskabet ikke ville indgå overenskomst med den danske fagbevægelse.

»Ryanair er et eksempel på den syge kapitalisme, som ikke vil anerkende lønmodtagernes organisationer som legitime forhandlingspartnere på arbejdsmarkedet. Ryanair var en trussel mod vores arbejdsmarkedsmodel og vores værn mod en arbejdsmarked med dårlige løn- og arbejdsforhold, som vi har set udvikle sig i mange andre lande,« siger forfatteren.

Men netop sagen om Ryanair viser ifølge Peter Hummelgaard også, fagbevægelsen stadig har en vigtig rolle at spille. Og netop fagbevægelsen er central, hvis vi også i fremtiden skal sikre et samfund uden alt for store uligheder, mener Hummelgaard. Han har derfor en række forslag til at styrke fagbevægelsen. Men vel at kun den del af fagbevægelsen, der forhandler overenskomster for deres medlemmer.

»Mange sagde, at Ryanair blot var en naturlig konsekvens af en globaliseret verden. Men flypersonalets fagforening viste med en stærk faglige organisering, at det er muligt at stå fast og kæmpe for sine rettigheder.

På den måde har flypersonalet i Kastrup vist, at det stadig nytter at kæmpe for vores samfundsmodel, og jeg håber, at det vil stå som et eksempel til inspiration for fremtiden,« slutter Peter Hummelgaard.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

P-prikker på langgaden

ÅRET DER GIK 2018: FEBRUAR