21-årige Sara Laftih elsker det liv, der er på Nørrebro. Det er en god kontrast til universitetslivet, hvor man ofte sidder længe ad gangen på en læsesal, synes hun. Foto: Dan Møller
in

»Helt ærligt, så var jeg lidt skræmt i starten«

STUDIELIV. Sara Laftih flyttede til Nørrebro i februar, da hun fik tilbudt en billig studielejlighed. Hun er opvokset på Frederiksberg og var lidt spændt på skiftet.

 

FORANDRING FRYDER: »Uden løg tak, jeg skal på arbejde senere.«

21-årige Sara Laftih tager imod sin pita med kylling og smiler.

»Den er helt vild god! Og har du smagt deres aioli? Det må du gøre en dag,« siger hun og griner.

Hun havde lige lyst til at købe dagens frokost hos Boy’s Shawarma, inden hun skal over til en veninde og derefter skal på arbejde. Hun arbejder i en salatbar på Frederiksberg, kommunen hun kaldte hjem, indtil februar i år, fortæller hun.

»Jeg ville gerne flytte hjemmefra og blive boende i København, og så fik jeg tilbudt en mega billig studiebolig for enden af Mimersgade og Tagensvej, hvilket er praktisk i forhold til, at jeg læser på Københavns Universitet.«

Nørrebro skræmte lidt

»Helt ærligt, så var jeg lidt skræmt i starten, for jeg kendte ikke Nørrebro så godt, og der er mange fordomme og rygter om området. Men nu har jeg oplevet det blomstrende forår her og den varme sommer, og jeg elsker Nørrebro og diversiteten. Det giver håb, når man ser alle de forskellige typer ét sted. Det er noget helt andet end Frederiksberg. Og jeg elsker Blågårdsgade. Kæft, det er hyggeligt. Jeg er også kommet meget i Nørrebroparken, Stefansgade og området ved Sankt Hans Torv,« siger Sara Laftih.

Hun har mange venner, der også bor på Nørrebro, fortæller hun.

»Flere af mine medstuderende bor her, alle har en relation til Nørrebro. Det er ligesom også mere originalt end for eksempel Vesterbro. Det er toppen af kransekagen,« siger hun med et grin.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Store projekter skal udskydes

Tryghed ved Danshøj St: På vandring mod gaderøverier