Glæden var stor, da planerne blev søsat for to et halvt år siden. Arkivfoto.
in ,

Sur 😠 Ked 😭

Trafiklegeplads i fare to uger før start

OPDATERET…

ANLÆGSLOFT. Den trafiklegeplads på Formosavej, som skulle anlægges lige efter nytår, bliver muligvis udsat for tredje gang på grund af anlægsloftet. Det kan betyde, at hele projektet kuldsejler, advarer foreningen bag.

SUNDBYØSTER: Beboergruppen bag en kommende trafiklegeplads ved Formosavej holder vejret i spænding mandag. De har nemlig lige ryddet pladsen, så arbejdet med legepladsen kan gå i gang 2. januar. Men på teknik- og miljøudvalgets møde mandag er der lagt op til, at projektet udskydes, så Københavns Kommune kan holde sig inden for den anlægsramme, staten har sat.

Det er blot ét af mange store som små kommunale anlægsarbejder, som udsættes. Bare i teknik- og miljøforvaltningen, som har anlægsprojekter i 2019, der allerede er vedtaget på de kommunale budgetter, for godt en milliard kroner, må man barbere det halve væk. En del af projekterne er bundet til aftaler, som ikke kan opsiges, og en del er baseret på donationer fra fonde, som skal bruges i 2019. Dem har kommunen derfor prioriteret – bortset fra trafiklegepladsen.

Her er de nye små vejbaner og trafikskilte til i alt tre en halv million kroner nemlig også afhængige af et bidrag på en halv million fra Realdania, som skal udmøntes i 2019, fortæller Iben Lindemark fra foreningen Trafiklegepaldsens Venner.

»Det er egentlig vores forening, der har fået støtten, men kommunen anbefalede, at de overtog den, så den bare indgik i deres budget. Hvis de så ikke vil bygge alligevel, så mister vi den halve million. Den kunne vi som forening jo have brugt på en anden måde, så det er vi faktisk ret tossede over, for der er lagt rigtigt meget arbejde i det.

Som samarbejdspartner med kommunen virker det enormt uprofessionelt, for den her aftale er i forvejen blevet udskudt flere gange – først til 2018, så 2019 og nu bliver det måske slet ikke til noget…

Vi har lige tømt hele pladsen, så den kunne være klar til januar. Vi har foræret plantekasser til Kofoeds Skole og alt er væk. Ellers kunne den bare være fortsat, som den var. Vi ved jo godt, hvor meget arbejde folkene fra kommunen har lagt i det, og det blev godkendt af udvalget for bare en måneds tid siden: Affaldsløsning, træer og en masse andet. Spørgsmålet er, hvor meget man reelt sparer nu. Vi føler os lidt snigløbet.

Jeg kan da godt forstå, at en trafiklegeplads er nemmere at udsætte end så meget andet, når man skal prioritere, men det er et meget mærkeligt tidspunkt at lukke det ned på: Et par uger inden, vi skulle i gang. Det er ellers en proces, der har fungeret så godt med både planlægning og beboere, der har været involveret, og det er blevet til et fantastisk mødested i området, som nu kommer til at ligge øde hen. For bare en måned siden kunne vi have gjort tingene anderledes.

Jeg synes jo også, det er ærgerligt, at der er et anlægsloft, men hvordan man kan regne så meget forkert, det er svært at gennemskue,« siger Iben Lindemark.

Arbejdsgruppen havde foretræde for teknik- og miljøudvalget på dets møde i mandags, hvor de håbede på en løsning. Sagen blev dog udsat indtil 7. januar.

Fakta

Teknik- og miljøudvalget skal sparke anlægsprojekter for 575,8 mio. kr. til hjørne i 2019 – over halvdelen af anlægsbudgettet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Planer om plads for udsatte ved Sydhavn st.

Nu kan du hente gratis julegaver