Foto: Anders Bentzon.

Social pingpong på herberget

HJEMLØSEDYST. Jimmy Intha tog battet i den anden hånd efter en større nedtur med stoffer og hjemløshed. Nu er han begyndt til karate – og spiller bordtennis otte timer om dagen. I sidste måned arrangerede han en stor turnering for beboere på herberget Hørhuset og KFUM Kollegiet.

SUNDBYVESTER: Battene ryger flittigt gennem luften om kap med jubelråb, wienerbrød og kaffeslubren. En række intense bordtenniskampe er i gang i træningsrummet på herberget Hørhuset – noget mere end til daglig.

Efter en gevaldig deroute har Jimmy Intha arrangeret en storstilet turnering for hjemløse, med vandrepokal, hygge og masser af præmier. Nu er han nemlig klar til at sprede lidt glæde og hygge på Frelsens Hærs herberg Hørhuset i Hørhusgade.

»Jeg var egentlig kommet væk fra stoffer og det hårde liv og var flyttet til Falster med min kæreste, fik en uddannelse som social- og sundhedshjælper og arbejdede på færgerne dernede.

Det gik galt med hende, og jeg måtte tage tilbage til København, havde ikke nogen steder at være – og så knækkede filmen fuldstændig.

Jeg sov i kælderrum, storskraldsrum og alle mulige steder for at være tæt på min datter fra et tidligere forhold.

Der kom flere og flere mærkelige ting ind i mit hovede, og stofferne fløj rundt,« fortæller Jimmy, som har været munk i Thailand og arbejdet på thai-restauranter rundt i København.

Efter en tur hos lægen, hvor han brød helt sammen, kom der skred i tingene. Han fik lavet en handlingsplan, og selv om hashen stadig spøgte i kulissen, kom han så småt til hægterne.

»Jeg gik til svømning og hos en mentor. I starten var jeg ikke indstillet på det med herberg, men til sidst tænkte jeg ’ok’. Jeg havde ikke haft mit eget værelse længe, og det var svært at vænne sig til.

Men efter tre-fire måneder vågnede jeg en morgen og tænkte: ’Nu starter jeg til karate, for jeg skal have noget at gå op i, hvis jeg skal lægge hashen på hylden.

Og det var en barndomsdrøm. Så jeg tog ned til Shotokan Karate Akademi, og de tog helt fantastisk imod mig. Jeg kom der seks dage om ugen i halvanden måned – og bordtennis otte timer om dagen – og pludselig var hashen passé,« fortæller han.

Bordtennisturneringen for hjemløse fra Hørhuset og KFUM Kollegiet på Artillerivej har trukket næsten 30 deltagere, og Jimmy noterer flittigt resultaterne i de mange grupper.

Efter turneringen er der præmier til alle. Og Jimmy er helt imponeret over den opbakning, han har mødt i de lokale butikker: Vintertøj, soveposer, sæbe, stearinlys, mad og drikke. Også private har doneret strikhuer, strømper og hvad der ellers er dukket op i gemmerne.

»Jeg har jo fundet ud af, at jeg har krudt i røven, så den her turnering… Ja, der er ikke noget mere givende end at gøre andre folk glade.

Så jeg har været rundt og samle præmier ind. Ikke ét eneste sted har de sagt nej til at sponsorere noget – det er helt overvældende.

Jimmy går stadig til kontrol i misbrugsbehandling – »det er sådan goddag, goddag, det går fint – vi ses næste gang« – og er indstillet til en bolig i løbet af et års tid.

»Ja, det går jo forrygende. Jeg har fået mit liv tilbage,« smiler han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Svensk verdenskor gæster Østerbro

Lørdagsbold på unges eget initiativ