14 restauratører hos Tivoli Food Hall er fra i dag, fredag, ramt af en faglig konflikt. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
in ,

Like 👍

Faglig konflikt rammer Tivoli Food Hall

3F København iværksætter den varslede faglige konflikt mod Tivoli Food Hall. Forhandlinger om overenskomst er strandet.

KONFLIKT: 3F København iværksætter i dag, fredag, konflikt imod 14 virksomheder i Tivoli Food Hall for at få skrevet overenskomst for de ansatte. Det oplyser den faglige organisation i en pressemeddelelse.

Konflikten kommer ifølge 3F København, fordi virksomhederne har meldt tilbage, at de ikke er enige i det udkast til en overenskomst, virksomhederne og 3F København har forhandlet sig frem til siden august. Virksomhederne har ifølge 3F København ikke villet uddybe, hvad der er udfordringen.

Håber på en løsning

Konflikten indebærer bl.a., at medlemmer af 3F ikke tager eller kan få anvist arbejde på de pågældende restauranter.

»Vi håber naturligvis på en løsning for alle parter, og vi stiller os til rådighed dag og nat, hvis virksomhederne ønsker at genoptage vores forhandlinger. Men vi kan ikke acceptere, at restauratører fortsat vil underbyde branchens sædvanlige og frivilligt aftalte overenskomstrammer for løn og diverse tillæg, vagtplaner, pension, løn under sygdom, et garanteret antal timer osv.,« siger Bjarne Høpner, afdelingsformand i 3F København i pressemeddelelsen.

Udgør en trussel

Bjarne Høpner påpeger, at virksomheder uden overenskomst udgør en trussel for de øvrige restauranter i og omkring Tivoli, der har ordnede forhold. Det handler om, at de pågældende virksomheder får en unfair konkurrencefordel i kraft af, hvad de sparer på bekostning af personalet.

3F København ønsker at understrege, at konflikten ikke gælder for fire restauratører i Tivoli Food Hall. Det handler om Espressohouse, Letz Sushi og Ricco’s Kaffebar, der allerede har overenskomst samt Sticks’N’Sushi, der fortsat er i drøftelser om at tegne overenskomst.

Tivoli ønsker ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne.

»Vi følger med i, hvad der foregår, men vi hverken kan, vil eller må for så vidt blande os i, hvordan de er organiseret,« siger kommunikationskonsulent hos Tivoli, Ellen Dahl, til Avisen.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Lysfest i Nørrebrohallen med Verdens Sirener

Nu kan du indstille til Østerbro Kulturpris