Kaj Balling Andersen bliver ved at have ure om ørene, selv om han trækker værkstedet hjem til privaten. Foto: Martin Sørensen.

Tiden er blevet kostbar for urmageren

FLYTTER. Efter næsten 30 år i Holmbladsgade flytter den 80-årige urmager Kaj Balling Andersen sit urmagerværksted hjem i privaten ved Ringsted. »Jeg er blevet for gammel til køreturen frem og tilbage hver dag,« siger han.

AMAGERBRO: To pendulure tik-tak’er langsomt deres bedstemorstuelyd. I vinduet står menneske- og dyrefigurer med indbyggede ure. På væggene hænger nyere, hvide køkkenure og vægure i mørkt træ fra 1880’erne. Og på hylder og borde står konsolure med messingvisere og -tal.

»De er fuld-stæn-dig usælgelige, konsolurene,« fortæller Kaj Balling Andersen.

Vi er i hans lille urmagerværksted i Holmbladsgade – lige på et tidspunkt mellem en hel masse timeslag.

Foto: Martin Sørensen

Og faktisk er urene i lokalet overhovedet ikke til salg. Her repareres der kun.

Kaj er en af de få, der stadig reparerer mekaniske ure, og han har mange faste kunder blandt urbutikker og samlere af vintage-ure.

»Ure som blandt andet Rolex, Cartier og Patek Philippe er jo blevet statussymboler,« siger han.

Lærer og så urmager igen

Kaj blev uddannet i 1958.

»Og så var jeg urmager i nogle år. Jeg har blandt andet arbejdet for Aveny, da han åbnede på Nørrebrogade,« fortæller Kaj.

Men en dag svingede pendulet i en anden retning.

»Jamen, så ville jeg være noget mere og gik først på studenterkursus og siden på seminariet, og så var jeg skolelærer i 25 år på Birkelundskolen i Albertslund. Men jeg ku’ ikke holde mig fra urene,« fortæller han.

Hjemme i kælderen sad han og reparerede, men han ville gerne have værkstedet væk fra hjemmet – finde et kælderlokale eller et andet lille lokale et sted.

Foto: Martin Sørensen

»Til sidst lykkedes det og jeg fik butikken her i 1989 til en rimelig leje. Jeg fortsatte med at være skolelærer, og så tog jeg herud to-tre gange om ugen, når jeg havde tidligt skemafri.«

Og så en dag svingede pendulet tilbage igen.

»Jeg blev træt af at være skolelærer. Dét kan jeg ikke anbefale nogen at blive,« siger Kaj.

Det blev igen urmagerfaget, der tog al hans arbejdstid, men efter han sammen med sin kone flyttede fra Glostrup til en ejendom i Bedsted, lidt uden for Ringsted, er turen til og fra arbejde blevet for lang.

»Jeg kører endda uden for den værste myldretid. Det tager en time hver vej, hvis det går meget let, men halvanden til to timer, hvis der for eksempel er sket et uheld. Og det kan jeg ikke holde til, det er jeg blevet for gammel til.«

Aflevér til cykelsmeden

Derfor har han besluttet igen at trække værkstedet hjem til privaten.

Og alligevel giver han ikke helt slip på Holmbladsgade.

»Jeg har jo aftalt med min nabo, cykelhandleren, der glæder sig til at udvide butikken med mit lokale, at mine kunder stadig kan indlevere ure hos ham til reparation, og så kommer jeg og henter dem en dag om ugen. Faktisk var det hans forslag. Jeg kommer i forvejen til at køre ind til nogle kunder i byen, for at hente ure, så jeg skal herind alligevel,« siger Kaj.

Nicolas Lauridsen fra Ama’r Cykel-service i Holmbladsgade tager gerne imod ure, som Kaj Balling Andersen kan hente og reparere, når Kaj flytter sit værksted til Ringsted. Foto: Martin Sørensen

Risikerer du ikke, at du får lige så mange ure ind, som da værkstedet stadig var åbent?

»Det vil jeg fan’eme ikke håbe! Lige for tiden har jeg for meget at lave, blandt andet fordi jeg kan lave noget, ikke så mange kan længere. Og der er også kommet flere for at få skiftet batterier, efter flere urmagere på Amager er lukket. Så jeg føler mig lidt som jaget vildt.«

Alligevel er det ikke rigtig noget for ham at gå på pension.

»Nej, jeg regner med at blive ved, til jeg er 100. Min mor blev 104 et halvt, og hun var frisk til hun var 104 og fes over i Føtex med sin rollator uden problemer. Jeg har ladet mig fortælle, at det ligger i generne – det der med at blive gammel.«

Kaj Ballin Andersen holder afskedsreception med en lille forfriskning fredag 21. december klokken 15.00-18.00.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Landbrug på toppen: Højt fra tagets grønne top

Tag en tur med sporvogn linje 14