in ,

Ked 😭 Like 👍

Nej tak til lejeboliger på Platanvej

SKRINLAGT: Projektet om lejeboliger ovenpå Lejerbos byggeri på Platanvej er blevet stemt ned af beboerne.

PLATANVEJ: 14 ja og 193 nej. Så tydeligt var et nej tak til Lejerbos og Frederiksberg Kommunes projekt om lejeboliger ovenpå Lejerbos eksisterende bygninger, da der 12. december var urafstemning blandt beboerne hos Lejerbo på Platanvej.

Projektet har ikke kun mødt modstand hos beboerne hos Lejerbo, der har også været massive protester hos beboere andre steder på Platanvej og de omkringliggende gader.

Hermed er projektet blevet taget af bordet til stor lettelse for beboerne på Platanvej, der i flere måneder har samlet underskrifter ind og skrevet breve til kommunalbestyrelsen og læserbreve til Frederiksberg Bladet. Og de blev hørt.

En af beboerne, Preben Crawfurd, fortæller:
»Efter seks måneders kamp mod Lejerbos ødelæggende byggeplaner, er der med Nikolaj Bøghs ord nu definitivt sat en stopper for projektet. Takket være et godt sammenhold blandt de mange berørte beboere og en overbevisende afvisning blandt lejerne i Platanhaven, håber vi, at der nu er skabt ro og ikke bliver bygget mere på Platanvej,« siger han.

Preben Crawfurd siger tak til alle på begge sider af Platanvej og kommuneskellet for en sober og salig debat.

»Det har været en stor udfordring, en positiv oplevelse og med et så stærkt sammenhold af mange rare mennesker,« siger han.

Et nej respekteres
Formanden for Bolig- og Ejendomsudvalget, Nikolaj Bøgh (K), siger:
»Det er et overvældende nej fra beboerne på Platanvej, der er kommet ved urafstemningen, og dermed er projektet bortfaldet.

Det har fra begyndelsen været en forudsætning fra Frederiksberg Kommunes side, at der skulle være opbakning til projektet blandt beboerne, og Lejerbo har også tydeligt tilkendegivet på borgermødet 6. november, at de vil respektere et nej fra beboerne ved urafstemningen.

Derfor må projektet på Platanvej nu endegyldigt droppes, og vi må istedet kigge på, hvor i kommunen der ellers kan være mulighed for at etablere flere almene boliger.

Fra kommunalbestyrelsens side ønsker vi mere blandet by med flere boliger, der er til at betale for almindelige lønmodtagere, men nye boliger på Frederiksberg skal kun etableres der, hvor det kan ske med respekt for de nuværende beboere og for vores by i det hele taget,« siger han.

Simon Reenberg

Om journalisten Simon Reenberg

Jeg er ansvarlig for minby.dk og Facebook-siden af samme navn. Har du et tip til en god historie i København, så skriv til mig på info@minby.dk.

Thomas designer Tivolis kugler

Politiet standser nedrivning af skorsten på Slagtergårdene