Ukendt med de kendte

Jeg voksede op på Vesterbro fra etårs alderen. Lidt i stil med Sonja fra Saxogade.

Min mor var operasanger og min far typograf, socialdemokrat og kredsformand for partiet, da Anker Jørgensen stillede op til folketingsvalg på Vesterbro og i Sydhavnen.

Dengang var gaderne tomme for kendt som ukendt. I dag vrimler Vesterbro med mere eller mindre kendte i gadebilledet, selvom både Liva Weel, Tove Ditlevsen og Storm P. engang færdedes der.

Udover at være klummeskribent, arbejder jeg også som stewardesse og er nødt til at tale med de kendte på lige fod med andre passagerer.

»Venligst pak computeren ned.«

»Mælk til kaffen ?«

Berolige dem i tilfælde af turbulens eller svare på om jeg overhovedet er klar over, hvem de er.

En af mine kolleger i gaten, som har det stramt med den slags spørgsmål, greb engang mikrofonen og spurgte nok med det hvide ud af øjnene i Gate 98, om nogle var klar over hvem manden var.

Jeg har selv kastet mig udviklingsuhæmmet over et par kendte både i uniform og civilt.

Engang i flyet på vej til New York, hvor jeg fra min position i den bagerste del af flyet, vinkede med store armbevægelser, da jeg fik øje på rapperen Clemens ca. 30 rækker længere fremme. Og jo han vinkede igen omend lidt tøvende, men den var god nok. Vi kendte overhovedet ikke hinanden. Jeg er åbenbart bare vild med musikprogrammer.

Den anden gang gik det udover cykelrytteren Brian Holm. Som om jeg nogensinde har set Tour de France eller interesserer mig det mindste for cykelsport. Sådan rigtigt genkendelsens glæde, på en tilfældig gade i Portugal med et smil om læberne som blændende cykelforlygter . Og jo han smilede da igen, da det gik op for mig, at man bare må være enhver pinlig situation overlegen, når man får et illusorisk genkendelses anfald.

Clemens har heldigvis humoristisk sans, da jeg var nødt til at undskylde mit påtrængende »Jeg kender dig«.

På den anden side har det også sin charme at opføre sig lidt udviklingsuhæmmet og i virkeligheden slet ikke kende det her menneske. Men bare acceptere at indimellem er noget ud af kontekst. Er der bare et TV program med en personlighed , der går igennem skærmen og siger hej i stuen. Eller at det slet ikke hænger sammen, at man kender en cykelrytter ude i virkeligheden.

Den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama, kender heller ikke mig. Men han hilste og spurgte hvordan det gik, da han engang i Warszawa gik op på løbebåndet i hotellets træningsrum ved siden af mig, og naturligvis hilste jeg da igen. Jeg bliver da altid glad, når folk som jeg slet ikke kender personligt, hilser på mig.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Juleørehænger med Shubi-sound

Dette kan du lave i vinterferien