De seks skuespillere i den nye Amager Revyen. Fra venstre: Dorte Munksgaard, Morten Bo, Anders Anderskov, Birgit Kjersner, Jeanett Rytter og Birgitte Nielsen. PR-foto
in ,

Elsker 😍

Helt ny Amagerrevy til marts

SCENE. Øen får sin egen revy, når Amager Revyen lancerer sin første forestilling på Teater Play til marts og april. På scenen er en hel del af de skuespillere, som i de seneste år har optrådt i og skruet Dragør Revyen sammen.

SUNDBYØSTER: Tæppet går til marts til side på Teater Play på Strandlodsvej for den helt nye Amager Revyen, skriver Teater Play i en pressemeddelelse.

En stor del af skuespillerne har i de seneste år medvirket i Dragør Revyen, der har kørt for fulde huse, senest på Dragør Fort.

Men i november 2017 blev Dragør Revyen sat på pause, fordi man ville ryste posen og tænke nye tanker. Skuespillertruppen mente, at der var grobund for en helt ny revy.

»Der var rigeligt med energi og ambitioner til at favne hele vores skønne ø, og opsætte en ny folkelig og fornøjelig revy på Amager. Derfor startede holdet en ny forening op, ’Amager Revyen’, der blev stiftet 12. april i år,« skriver folkene bag i pressemeddelelsen

Instruktør fra Platt-Form

Dragør Revyen forandrede sig i de seneste år fra en meget lokal revy med lokalpolitiske indslag, viser og gags, alt sammen med rod i Dragør, til at være en allround-revy, som også folk uden for Dragør kunne grine ad.

Og sådan bliver det også med den nye Amager Revyen, hvor repertoiret strækker sig længere end til Amager.

»Vi lover publikum en glad og fornøjelig aften i topklasse. Det bliver revy som man kender det og så ikke helt alligevel – det bliver en revy med kant,« skriver folkene bag.

Instruktøren for den nye revy er Jakob Fauerby, der blev uddannet på Statens Teaterskole i 2006.

Han er en del af den Reumert-nominerede satiretrio Platt-Form, hvis seneste show ’En smule i overkanten’ fik gode anmeldelser og spillede for fulde huse på Betty Nansen i julen 2017.

På Film har han haft roller i ’Klassefesten 3’ og ’Sorte kugler’ og på tv har han været med i blandt andet ’Rita’, ’Hjørdis’, ’Borgen’ og ’Lykke’.

Revyerfaring har han da også – i flere år har han skrevet tekster til DragsholmRevyen og instrueret den seneste revy der.

»Det er en gave at få muligheden for at være første mand på en nystartet revy fyldt med ildsjæle og så meget engagement – og så kan de alle formes – det bliver skønt, det bliver fantastisk,« udtaler Jakob Fauerby.

Støt eller skriv en tekst

Det er en nystartet revy, og opstarten er sket med støtte fra Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg.

Folkene bag revyen appellerer til eventuelle interesserede sponsorer om at henvende sig til info@amagerrevyen.dk.

Og skulle man sidde med ideen til en god revytekst, tager man også imod den med kyshånd, den skal sendes til tekster@amagerrevyen.dk. Bliver teksten brugt i den endelige revy, aflønnes den efter gældende tariffer.

Revyen opføres 8. marts-13. april – billetsalget sker på www.teaterplay.dk

 

 

 

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Gravemaskine ramte vandledning og udløste oversvømmelser

Tidligere præsidentfrue besøger Danmark