I tidligere kulturborgmester Niko Grünfelds aflagte lænestole var SFs formand Pia Olsen Dyhr i samtale med journalist Anja Berth. Der var plads til både grin, selvironi og tårer. Efter interviewet talte Olsen Dyhr med publikum og signerede sin nye bog, Mønsterbrud og Opbrud, der er skrevet af Thomas Larsen. Arkivfoto: Dan Møller
in ,

»Jeg bliver rørt, når nogen gør noget for mig, jeg ikke har bedt om«

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, fortalte sidste uge foran publikum på Kulturstationen Vanløse om sin barndom og opvækst.

»Jeg er hidsig, stædig og vil gerne have ret.«

Pia Olsen Dyhr er ikke i tvivl om hvad hun ville sige, hvis hun skulle bagtale sig selv.

Tirsdag sidste uge sad SFs formand – i Niko Grünfelds aflagte stole – på scenen i Café Oasen på Kulturstationen Vanløse, hvor hun i en samtale med Vanløse Bladets journalist Anja Berth fortalte om sin barndom, opvækst og SFs kriser og vejen frem efter hun overtog formandsskabet i 201.

Baggrunden var en ny bog, skrevet af Thomas Larsen, Mønsterbrud og opbrud, der handler om Olsen Dyhrs barndom og SF i medgang og modgang.

Historien om SF forfald og opblomstring kunne hun udenad og fortalte uden slinger i stemmen om formandsvalget i 2014, hvor pilen med Holger K. Nielsens ord pegede på Pia Olsens Dyhr.

Knivskarpt replicerede hun spørgsmål om hvorfor SF har stemt for ghettoaftalen, der betyder, at nogle almene boliger skal rives ned – og hvorfor det er nødvendigt at søge løsninger fremfor at hænge sig i partiparolen. Om hvorfor det lige var SF, der fangede hendes interesse.

Hun er født og opvokset på Vestegnen, og da forældrene blev skilt 1. december, dagen efter hun var blevet 11 år, flyttede hun sammen med sin far. Hos moren var der med morens tidligere børn knap med plads og Pia Olsen Dyhr var fars pige, så valget var naturligt. Men faren var alkoholiker, havde sukkersyge og satte altid sine egne behov øverst. Han kunne være som en Dr. Jekyll og Mr. Hyde – sød og sjov og onkel underholder, men også det modsatte. Og en nat, da Pia Olsen Dyhr havde tabt sine nøgler og hun blev tvunget ud i den mørke nat for at lede efter dem.

»I dag ved jeg altid hvor mine nøgler er – det har sat sig dybt i mig,« fortalte Pia Olsen Dyhr.

I ly på biblioteket

Hjemme hos faren var der ingen bøger – kun avisen B.T. og hun var ofte den voksne, der sørgede for at gøre rent. Først på biblioteket og senere i kirken fandt hun fristeder.

På biblioteket gav bibliotekaren Dorthe hende et kærligt skub og opfordrede hende til at læse partiprogrammer.

»Jeg kom sur derhen engang efter vi havde haft en diskussion i klassen om piger kunne parallelparkere. Jeg blev stiktosset og mente at kvinder og mænd kan lige meget – oven i købet kan kvinde føde børn. Jeg var lige kommet i puberteten og var kun 160 centimeter høj og en lille splejs. Så jeg tænkte, jeg kan jo ikke tæve dem – så måtte jeg finde på noget at vinde over dem og jeg gennemgik alle partiprogrammer for Socialdemokraterne, SF, VS og DKP. VS smed jeg hurtigt væk, for der var sådan nogle svære ord. DKP skræmte mig, fordi jeg meget tidligt som barn var bange for den kolde krig, og jeg kunne ikke lide, at partiet i Danmark var så tæt på Sovjetunionen. Så læste jeg SF og det jeg godt kunne lide, som jeg stadig kan lide ved SF, er, at vi er optaget af det enkelte individ – på den måde er vi lidt liberale – mens Socialdemokraterne er mere systemtænkende,« fortalte Pia Olsen Dyhr, der bedyrede, at hun ALDRIG skifter parti. Vi tager hende på ordet.

Hun er 47 år, bor i Vanløse og er gift med Villy Dyhr, som i øvrigt skiftede fra SF til Socialdemokraterne, da Villy Søvndal i 2005 blev formand – vandt over Pia Olsen Dyhr.

I bogen skriver hun at hun var sikker på, at hvis Villy Søvndal blev formand, ville det gå helt ad helvede til.

Publikum grinede, og hun selv med, da passagen blev læst op, og Pia Olsen Dyhr erkendte, at hun har det med at være lidt bombastisk.

Uventet omsorg

Til gengæld blev hun dybt rørt, da samtalen handlede om den omsorg hun fik fra organisten Bent og hans kone Laila.

Ligesom bibliotekaren var det mennesker, der så Pia Olsen Dyhr – i modsætning til faren, der mest så sig selv.

»Når mennesker gør noget for mig, jeg ikke har bedt dem om, så bliver jeg meget rørt. For det er jeg ikke vant til. Det kan være svært for andre at forstå det, og forleden begyndte jeg at tude, da min papdatter havde tømt opvaskemaskinen uden jeg havde bedt hende om det,« fortalte Pia Olsen Dyhr, der blev tydeligt berørt.

I bogen beskrives Pia Olsen Dyhr som en fighter og som en person, der altid kommer op på tæerne igen og videre.

Hvor kommer det fra? Hvad er årsagen til, at du ikke bare fysisk, men også psykisk har overlevet den barndom og er kommet så langt, som du er?

»Jeg er nok god til at lukke mine følelser ude, det kan I nok se, ikk.« sagde Pia Olsen Dyhr med et skævt smil, mens tårerne fik frit løb.

Det var især samtalen om faren, som hun elsker, men også er vred på. Han døde i 2011 og Pia Olsen Dyhr blev ringet hjem fra sin første ministerrejse til Asien.

Det kan lyde barsk – men var det en lettelse, da han døde?

…Ja… det var det. Sagde Pia Olsen Dyhr med gråd i stemmen og fortalte så om hvordan hun fik sagt farvel.

»Jeg nåede at skælde ham ud – men også sige, at jeg elsker ham, og da jeg havde sagt det, så døde han. Selvom han har voldt mig så meget ondt, så er han min far og jeg elsker ham.«

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Et umage par i julehumør

Mads Vangsø skal ro over Atlanterhavet