Den tidligere radio- og tv-vært Mads Vangsø rejste fra 12. december fra de kanariske øer til Caribien på en rotur over Atlanterhavet. Til daglig er han medejer af et træningscenter på Strandboulevarden. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Mads Vangsø skal ro over Atlanterhavet

MOTION MED MERE. Tidligere radio- og tv-vært Mads Vangsø skal den kommende tid sammen med makkeren Lasse ro fra De Kanariske Øer til Caribien. Han satser på at være hjemme til sin ældste datters fødselsdag 4. februar.

INTERVIEW: Mads Vangsø får formentlig ikke set nogen pyntede juletræer med lys 24. december eller raketter på himlen en uge senere i år.

Til gengæld vil han måske se en smuk stjerneklar himmel langt mere markant, end de fleste oplever.

Mads Vangsø skal sammen med sin makker Lasse Hansen ro over Atlanterhavet fra 12. december. Dermed bliver jul og nytår holdt på åbent hav formentlig på lang afstand af andre mennesker.

»Gad vide, hvordan det bliver? Mon det vil være som en almindelig dag eller vil der være en særlig julestemning, når stjernerne lyser op?« tænker han højt.

Netop følelsen af at være midt på Atlanterhavet i en robåd kender Mads Vangsø ikke endnu. Men ellers er han forberedt til fingerspidserne, en forberedelse som har stået på de seneste to år. Han har blandt andet været på kurser i England.

»Det er meget lang tid at forberede sig til noget, som man ikke aner, hvordan er. Det kræver hård træning og projektstyring,« siger han.

Hån over for træning

Det er ikke første gang, at Mads Vangsø kaster sig ud i et vildt fysisk projekt. For nogle år siden løb han 250 kilometer i Sahara, og de seneste par år har han været medejer af et træningscenter på Strandboulevarden: The Wolpack Gym ikke langt fra hjemmet på Østerbro.

Det er formentlig ikke træning og ekstrem motion, de fleste tænker på, når de hører navnet Mads Vangsø.

Han var en del af stand-up-scenen og slog bredt igennem, da han var en del af det banebrydende og legendariske radiokoncept Tæskeholdet på DR’s P3 med Casper Christensen i spidsen i 1996 og 1997.

De efterfølgende omkring 15 år var han vært og medvirkende på en lang række tv- og radioprogrammer på forskellige kanaler.

Folk der har hørt Mads Vangsø i radioen i disse år, vil måske undre sig over, at han har kastet sig over disse vidtrækkende projekter.

»Jeg har aldrig haft andet end hån til overs for træningstosser – sagt i al kærlighed. Når mine venner tog løbeskoene på og skulle til træning, sagde jeg altid til dem: Husk at have det sjovt,« fortæller han og supplerer:

»Der er altid et nyt foredrag, en ny kur og en ny app, som skal sælges,« nævner han som noget, han ironiserede over i æteren.

– Hvorfor løb du så i Sahara?

»Jeg var røvtræt af at lave radio, og hvis jeg skulle prøve noget andet, så var det nu, mente jeg,« fortæller han.

Og når han så skulle dyrke motion, skulle det også være med manér. Det, som viste sig at være et sabbatår fra at lave radio, er blevet til en helt ny tilværelse, hvor han er medejer af et træningscenter. Det havde han aldrig forestillet sig, men fik en forespørgsel, om han ville være med.

»Jeg laver ikke de store analyser over mit liv, men det lød skideskægt,« siger han og lægger vægt på, at The Wolpack Gym er et sted, hvor man dyrker motion i fællesskab i en afslappet og samtidig seriøs stemning.

»Jeg er blevet lokal med de lokale. Jeg møder den lokale fiskehandler og den lokale optiker Koldby,« fortæller han.

Roning og filosofi

I træningscentret er der romaskiner.

»Og når jeg alligevel er her, er det nærliggende at undersøge, hvor jeg langt jeg kan ro,« bemærker han, og så drejer emnet sig naturligt om den kommende rotur over Atlanterhavet. På det obligatoriske hvorfor, svarer han:

»Fordi det virker som en umulig opgave. Det er en drøm, jeg har,« siger han og nævner både det fantastiske omkring at krydse et stort hav og opleve sin egen grænse fysisk og mentalt.

Han vil gerne inspirere andre.

»Ikke fordi alle skal ro over Atlanterhavet, absolut ikke, men andre mennesker kan tænke over, hvad de vil med deres liv. De har måske andre ting, de drømmer om.«

At være medejer af et træningscenter og de ekstreme udfoldelser er ikke den eneste ændring for Mads Vangsø. Han er også begyndt at studere filosofi.

»Som ung studerede jeg forskellige ting som jura og økonomi og blev aldrig færdig, fordi jeg blev så involveret i stand-up-miljøet. Det har jeg et ønske om at gøre nu. Nu gør jeg min bachelor færdig,« fortæller han.

Mads Vangsø fik hurtigt en makker til roturen.

»Lasse sagde: Du skal ro over Atlanterhavet, og jeg skal med,« fortæller han med henvisning til Lasse Hansen, som selv er underviser i træningscentret og derudover er premierløjtnant i hæren.

Igennem to år har de to venner forberedt sig alt det, de kunne. De skal deltage i et løb, som hedder: Talisker Whiskey Atlantic Challenge, hvor de sammen med andre hold skal ro fra La Gomera, der er en del af De Kanariske Øer og cirka 5000 kilometer til Antigua i Caribien.

Søsyge og søvnmangel

Mads Vangsø og Lasse Hansens hold hedder ’The Wolfpack Gym Powered by Garmin’ navngivet efter deres træningscenter og sponsoreret af bådtypen. Der er samarbejde med blandt andet Ekstra Bladet og TV2 Vejret, som følger turen.

For nogen er det at sejle over Atlanterhavet i en selv en for besværlig og frygtfuld tanke. Men hvorfor tage yderligere et skridt og ro over verdens næststørste hav – endda som far til to døtre, heraf en nyfødt i sommer.

»Sikkerheden er helt i top,« fastslår han og tilføjer:

»Jeg er også nogens søn, far, partner og ven. Og når jeg skal forsvare det moralsk over for min familie, så skal sikkerheden være i top,« fastslår han og nævner, at der skam også har været skepsis i familien.

Robåden, de skal krydse Atlanten i, er noget mere avanceret, end man ser dem normalt. Der er to kahytter, hvor der er alt i sikkerhedsudstyr, blandt andet redningsflåde og sikkerhedsdragt. Derudover følges konkurrencen mellem robådene intensivt.

Fra sin grundige forberedelse ved Mads Vangsø, at begyndelsen bliver svær.

»Jeg bliver pissebange, får søsyge og kommer til at lide af søvnmangel de første ti dage, hvor vi får så mange bank. Men efter ti dage forsvinder søsygen, appetitten kommer tilbage, vablerne forsvinder, og man vænner sig til bølgerne,« fortæller han med baggrund af de erfaringer, han har hørt om fra andre, der har gennemført turen. Mads Vangsø ser 45 dage som et realistisk mål at gennemføre turen på. I hvert fald har han en særlig dato, han helst skal være hjemme.

»Jeg har lovet Rigmor (Mads’ ældste datter på 11 år), at jeg skal være hjemme på hendes fødselsdag 4. februar,« siger han.

 

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

»Jeg bliver rørt, når nogen gør noget for mig, jeg ikke har bedt om«

Mister Rugby har kastet sin sidste bold