Kathrine Rogers og Silas Lukas Christy fra Frederiksberg Teaters hold TeenAct øver monolog foran resten af holdet. Foto: Olivia Sofie Olsen
in , , ,

»Eventyret handler om at blive forført væk fra sig selv«

Hver onsdag aften mødes unge mellem 13 og 16 år på TeenAct, Frederiksberg Teater for at sige mærkelige lyde, hoppe, danse og så oven i købet til Kaj og Andrea. Vi var med til en af prøverne

Skrevet af Olivia Sofie Olsen

Reportage: ’Bom tjikke bom tjikke bom tjikke bom tjikke STOP…’.

Jeg ved ikke, hvorfor vi skal danse rundt til Kaj og Andrea. Men instruktørerne, Sofie W. Poulsen, Michelle Feldborg Kristensen og Thomas Martin Skjødt, synes, at det er god opvarmning, og så er det nok også et sjovt syn.

Det er onsdag aften. Vi er i teatersalen på Frederiksberg Teater på Finsensvej. Vores hold TeenAct, som er et af mange hold på Frederiksberg Teater, og hvor jeg har gået fire et halvt år, har netop afsluttet forestillingen ’Syv’, og det blev også afsluttet med et brag af Kaj og Andrea.

Gråd og knus er en selvfølge, når hvert stykke afsluttes, men det blev dæmpet en smule af ’Bom tjikke bom’, men det er også en fed følelse, fordi man kan komme i gang med et nyt projekt.

Når man begynder på et nyt stykke, er det meget forskelligt, hvorvidt os unge får lov til at være med, men i det nye stykke, har vi fået lov til at finde på, hvad stykket skal handle om. Der er altid nogle forskellige dele i processen. Først er der idéudvikling, så skrives der manuskript, derefter får skuespillerne manuskriptet, og så bliver der øvet et par gange med manuskript på scenen. Når vi lægger manus fra os, kan instruktørerne for alvor begynde at instruere. Så er der et par øve-weekender og nogle tekniske prøver, og så er vi klar til at spille.

Lige nu er vi i gang med at skrive manuskript, så nu er det et godt tidspunkt at lave monologarbejde.

’Monologarbejde er en rigtig vigtig del af at spille teater’ har vi efterhånden hørt et par gange. I går og de to forrige onsdage blev vi sat i gang med at lave monologarbejde. Vi fik uddelt den samme tekst, som vi hver især skulle fremføre for de andre. Det blev til 21 forskellige versioner, men det fortsatte, fordi derefter skulle to personer op på scenen og fremføre den, hvor de skulle forsøge at fortælle noget med den, uden at ændre på ordene.

Kathrine Rogers og Silas Lukas Christy er begge to helt enormt dygtige. De dannede en stor, usynlig boble, hvor alle sad indeni, og så på de to. Man var helt nærværende og helt koncentrerede. Kun de to der talte.

»Eventyret handler om at blive forført væk fra sig selv..« og der var de eventyret.

Dét parallelunivers nogle får af at læse i bøger, får jeg personligt også af at se teater, og af at se de to. Du kender sikkert den følelse af, at man nogle gange kan gøre det bedre selv, får man bare ikke på TeenAct, fordi alle er så dygtige og har deres egen fortolkning af tekster og teater.

Når der så skal være lidt spas i gaden, er det improvisationslege der er sagen.

»Jeg skal bruge fire frivillige,« siger Sofie W. Poulsen og en skov af hænder kommer i vejret. Legen bliver kaldt for Shotgun, fordi de fire personer skal sidde på to rækker bag ved hinanden. De får en scene og nogle personer at vide, som de skal spille ud fra.

Det er altid meget underholdende, og ender på en eller anden måde med altid at blive helt crazy. Der er bare ikke én på holdet, som ikke elsker at være der.

 

Forestillingen kan ses fra 26. april på Frederiksberg Teater – Finsensvej 139. Læs mere om amatørteaterforeningen på frederiksbergteater.dk, hvor du også kan købe billetter.

 

 

Artiklen er skrevet af Olivia Sofie Olsen, der i uge 49 har været i erhvervspraktik på Hovedstadens Mediehus. Hun er 15 år, går i 9. klasse på Skolen ved Søerne og bor ligeligt på Frederiksberg og Østerbro.

Hver onsdag går hun til teater på Frederiksberg Teater, som hun har skrevet denne artikel om.

 

 

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Next-elever tilbyder svedhytte i Amager Strandpark

Bussen er pyntet op til jul