Tre dage i sidste uge blev der serveret varm kakao og fortalt om skovens dyr hos gartnerne, da årets juletræ blev hentet. Foto: Martin Sørensen
in ,

Hygge med juletræet

JUL. Naturvejlederne fortalte om skovens dyr, mens gartnerne serverede kakao, da årets juletræ skulle hentes

 

HYGGE: Det er tirsdag formiddag og bidende koldt på Gustav Johansens Vej, hvor gartnerne forventer besøg af flere hundrede børn, som kommer for at hente juletræ.

Det er koldt, så det luner at, der serveres varm kakao til alle. Hvert år i slutningen af november valfarter flere hundrede børn med institutioner til gartnerne for at hente årets juletræ.

Børnene ser glade ud, når de kommer gennem lågen, for de kender rumlen. Først kigge på juletræet og så hen og sidde på bænkene med den varme kakao og pebernødder i hånden, mens naturvejlederne fortæller om skovens dyr.

Dyrene står som altid bomstille, da de alle er udstoppede, men hyggeligt er det at høre om ræven, uglen, musen og alle de andre beboere i skoven, fortalt af naturvejlederne.

Som altid får institutionerne lidt fuglefoder med hjem til de lokale småfugle, og børnene får hver et lille juletræ med hjem i hånden.

Næste hold børn venter

Et par af børnene danser rundt om et af de små juletræer.

»Nu er det snart jul,« smiler en af drengene, mens han danser rundt om træet.

Tiden flyver og selv om det er skønt at sidde og lytte til historier om skovens dyr, så venter frokosten derhjemme.

Efter et fint besøg er det et farvel til gartnerne og naturvejlederne for denne gang. Næste hold af børn står nemlig klar til at hoppe ind på bænkene for at høre historien om ræven og co i skoven af grantræer.

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Borgmester besøger områdefornyelse Indre Nørrebros fællesskaber

Flabede finurligheder fra gavflabens unge år