Rasmus Storgaard foran vandværket på Rabarbervej, som skal laves til folkecafé. Foto: Dan Møller
in , ,

Vandværksejeren: »Jeg bliver lykkelig af at give penge væk

Erhvervsmanden Rasmus Storgaard tjener godt 16 millioner om året på ejendomme og rådgivning. Målet med at tjene penge er at give dem væk.

 

INTERVIEW: Bevar Staden, står der skrevet med rød sprittus Penol 700 efterfulgt af anarki-tegn og fredstegn. Det gamle vandværk på Rabarbervej har stadig en hilsen på væggen fra en gruppe unge, der ville have det som nyt ungdomshus.

Her i det nedlagte vandværk holder erhvervsmanden Rasmus Storgaard midlertidigt til i et interimistisk kontor, der dog er blevet opgraderet af en kaffemaskine. På væggen er rester af idéudviklingen weekenden før, som han holdt med naboer til vandværket. Han har købt vandværket, men vil give det til lokalsamfundet, som skal finde ud af til hvad og hvordan det skal bruges. Ren filantropi.

Som meget af hans filosofi.

Han er født og opvokset i en lille by uden for Silkeborg ved Tange Sø. Han elsker naturen og er glad for hver dag at kunne sidde i sit kontor hjemme i huset i Hareskovby nord for København, hvor han har indrettet kontor i en tidligere garage.

»Alle iværksættere starter jo i en garage – det gjorde Beatles også – og jeg slutter så i en,« siger han og fortæller om sin yndlingstid på dagen. Når børnene er fulgt i skole, og han i en time kan sidde med Bibelen og en kop kaffe og stirre ud på søen og øve sig i ikke at lave noget.

Det giver ham energi, når han skal handle og tjene sine penge. Og så har han opdaget, at han bliver friskere, når han ikke spiser morgenmad.

»Jeg har tabt mig meget, og det er ikke videnskabeligt bevist at morgenmad er sundt – jeg har undersøgt det. Til gengæld er det bevist, at hvis man kun spiser mellem klokken 12 og 20, så taber man sig – det har jeg gjort,« siger han og tager en kaffe mere. Og en danskvand. Klokken er 9.30 – nogle timer til han må spise frokost.

16 millioner på bunden

Forrige år tjente han 16 millioner kroner på bundlinjen – sidste år blev det til 10 millioner kroner. Men hvert år har han givet fem millioner væk til velgørende projekter – penge som bliver fordelt gennem hans fond. Det er næstekærlighed for ham – en af grundværdierne i livet.

»Det er enormt sjovt at tjene penge – jeg elsker at handle og se det vokse og se pengene rulle ind. Men det er ikke det, der gør mig lykkelig. Det er først, når jeg giver dem væk igen – for mig er meningen med at tjene penge at kunne give dem væk. Jeg har ikke brug for dem,« siger Rasmus Storgaard.

Han har med egne ord, hvad han skal have; et dejligt stort hus ved en sø, børn i privatskole, en kone, der ikke arbejder, og to el-biler. Men han sætter kun 50.000 kroner af til sig selv om måneden i løn – før skat.

»Vores privatøkonomi er ikke så meget bedre end andres – vi har så en virksomhedsøkonomi, der er rigtig god,« som Rasmus Storgaard definerer det.

Som kristen er det naturligt for ham at bede hver aften, men han hænger ikke sin virksomhed op på Guds hat, selvom hans beslutninger kræver både mod og is i maven.

»Hvis det var sådan, kunne Gud jo bare fixe det hele – sådan er det ikke. Men man kan godt føle sig tryg i, at nogen er med én,« siger Rasmus Storgaard.

Beslutninger til millioner

Egentlig er han uddannet murer, men han tog uddannelsen, fordi han tænkte, det var en smutvej til at blive ingeniør, som han troede var dem, som tegnede husene. Da han opdagede, at det var det ikke, uddannede sig til bygningskonstruktør og tog derefter en uddannelse i risk-manegement og begyndte at arbejde som investeringsrådgiver af byggerier.

Første gang han opdagede, at byggeri handler om økonomi og ikke meget andet, stod han som kun 27-årig på en byggeplads til en københavnsk skole og på en halv time skulle tage ti-tyve beslutninger, der hver kostede flere millioner.

»Da jeg kørte derfra tænkte jeg, hold nu op – det er vildt det her,« siger Rasmus Storgaard.

I 2010 begyndte han som rådgiver i et investeringsfirma for velhavere, og i 2012 kaldte han sig selvstændig.

Opskriften på hans økonomiske succes – han skelner mellem det og succes i livet med familie, børn og venner og personligt overskud – er simpel: Køb billigt, sælg dyrt.

Det erfarede han første gang i 2015, hvor han købte det nedbrændte Rødovre Stationscenter og renoverede det hele og solgte det igen. Halvandet år efter var der 16 millioner på kontoen. Samme år gav ham fem millioner væk til velgørende projekter, som havde søgt penge via hans fond.

Etik og ordentlighed

Som investor og rådgiver af store ejendomme kan han naturligvis ikke være med hele vejen i processen, men det er vigtigt for ham, at han handler med folk, der ligesom ham selv går op i etik og ordentlige forhold på arbejdspladsen.

»Jeg kan selvfølgelig ikke tjekke det ned i detaljen, men når jeg laver en aftale med folk, gør jeg det ud fra den tro, at de har orden i sagerne og ikke underbetaler medarbejdere eller lignende – i min fond har jeg i bestyrelsen en præst og en anden konsulent, der skal tjekke, at de penge, vi giver væk, går til det, de skal og ikke havner i forkerte lommer – det betyder meget for mig,« siger Rasmus Storgaard.

Giver ting væk

Han kunne købe hele verden, men når han opdager, at tingene betyder for meget for ham, giver han det væk. Allerede som teenager var det sådan. Rasmus Storgaard havde fået et NAD-stereoanlæg, og da han tænkte, det her går jeg aldrig af med, gav han det til en ven.

»Ting må ikke eje mig. Hvis jeg får det sådan med min vielsesring, giver jeg også den væk – jeg har jo stadig min kone – det her er jo bare en ring,« siger han og drejer lidt på den runde guldring på højre ringfinger. På venstre arm har han et ur. Det ser ikke ud af noget, men koster ligeså meget som en meget dyr bil.

»Jeg er vild med ure – det er den eneste dårlige vane, jeg har… Og det her ur elsker jeg, fordi det er så diskret, men det har taget et år at lave, og det er ikke sådan bling-bling som Rolex. Jeg har venner som har helt almindelige job – jeg vil heller ikke rende rundt med glitrende ure, der lugter af penge. Så jeg er glad for det her, men igen – den dag, jeg tænker, det går jeg aldrig af med, så må jeg give det væk,« siger Rasmus Storgaard.

Mail-adressen på papirdug

Han har ikke lige fået lavet et visitkort, så da vi skal udveksle email-adresser, hiver han et stykke hvid papirdug af bordet og rækker ud efter en sort filtpen og kradser sin adresse og telefonnummer ned.

Der er gået to timer og varmeblæseren i det kolde rum er på overarbejde. Ude på parkeringspladsen er en håndværker ved at parkere. Det er gulvmanden, der skal i gang i vandværket.

Rasmus Storgaard betaler for hele istandsættelsen og for selve driften, og så er det planen, at frivillige skal køre det videre som et kulturhus eller folkecafe. Et møderum for de lokale, som han siger.

»Det gør mig glad at kunne glæde andre, og den dag, jeg ikke ser fordelen i det,« stopper jeg.

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Tag med veterantoget fra Vesterbro

Hyggeligt nokke-marked mellem fælled og havn