Seks af Historisk Arkivs frivillige foran det gamle rådhus på Stationsvej, hvor arkivet holder til. Fra venstre Tina Høegh Nielsen, Cherin Munkholt, Hanne Bendtsen, Emil Stautz, Marianne Larson og Wiebke Zickert. Foto: Martin Sørensen.
in , ,

Ked 😭

Historien skal på skrump i Dragør

FLYTNING. Historisk Arkivs frivillige er lamslåede over den politiske beslutning om flytning af arkivet fra det gamle rådhus på Stationsvej i Dragør. De frygter, at flytningen bliver et vingeskud til Dragørs levende historiefortælling.

DRAGØR: Dragør Bibliotek og lokalarkiv skal effektiviseres og samtænkes. Historisk Arkiv flytter ud af det gamle rådhus på Stationsvej. Huset skal i stedet udlejes, forventeligt for 150.000 kr. om året. Desuden forventes en driftsbesparelse på 100.000 kr. årligt på arkivet.

Det er beskrevet i budgetforliget i Dragør, som Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti enedes om i oktober.

Det skrøbelige bykort fra 1906, som Wiebke Zickert og Emil Stautz her viser frem, opbevares i et særligt møbel med skuffeplads til store formater Foto: Martin Sørensen.

Arkivet forventes flyttet til biblioteket i Sadolins Hus på Vestgrønningen. Arkivet på Stationsvej lukker for publikumsekspedition 1. januar, og indsamling af arkivalier (arkivmateriale) sættes på pause, mens man er i flytteproces.

Historisk Arkiv ledes af lokalarkivar Henning Sørensen, som er eneste ansatte. Derudover drives en stor del af historieformidlingen af en række frivillige i kyndig sparring med lokalarkivaren.

Arkivet er ikke blevet hørt forud for den politiske beslutning, og stedets frivillige mener, at beslutningen er blottet for forståelse for, hvordan lokalarkivet og dets historieskrivning hænger sammen.

»Da vi så fik det at vide, satte vi et læserbrev i om, at det var for groft. Og så fik vi at vide, at det kunne vi være kommet frem med noget før. Men det kunne vi jo ikke,« fortæller Emil Stautz.

Rum er skjult for borgere

»Lige nu fylder vi 150 kvadratmeter. Når folk kommer ind og ser publikumslokalet, siger de: »Nå, er det bare det her.« Men de ser slet ikke alle rummene med arkivalier, de er lukket land for borgerne. Plus der ligger arkivalier både i rådhusets kælder og på St. Magleby Skole,« siger Hanne Bendtsen.

Hanne Bendtsen og Tina Høegh Nielsen ser på de mange hyldemeter kommunearkiv. Arkivet er offentlig arkivmyndighed for Dragør Kommune. Foto: Martin Sørensen.

Lokalarkivet møder tit den misforståelse, at arkivalierne også findes digitalt på arkiv.dk.

»Der ligger måske en procent. Og ikke engang, måske,« siger Emil Stautz.

»Den gængse opfattelse er, at flytningen dybest set er en mand og hans blyant, der skal afsted – det kunne man da sagtens finde et hjørne til. Alt det fysiske har slet ikke været med i tanken,« siger Wiebke Zickert.

Tror man, at tjansen som frivillig på lokalarkivet er noget med at puste støv af hylderne, brygge kaffe og finde gamle billeder og tekst frem til borgerne, er det skudt lidt forbi.

I det gamle rådhus bedrives reel forskning ved hjælp af arkivalierne. Resultatet kan opleves ved byvandringer, foredrag, udstillinger og publicering i den årlige udgave af ’Kikkenborgen’.

I årets udgave kan man for eksempel læse kunsthistoriker Tina Høegh Nielsens historie om Dragør-kvinden Anna, der i starten af 1900-tallet helt usædvanligt for en kvinde arbejdede som skrædder i Berlin, London og Paris.

Hanne Bendtsen har skrevet om byens damer, der i 1930’erne kæmpede en kamp med kommunen om at få deres egen badebro.

Hanne Bendtsen viser et af arkivrummene i det gamle rådhus. På vognen står arkivalier, som Wiebke Zickert har fundet frem for at skrive Boligselskabet Strandparkens 60 års jubilæumsbog. Foto: Martin Sørensen

Og cand.mag. i historie Cherin Munkholt fortæller om en ung lods fra Dragør, blandt andet på baggrund af hans dagbog fra 1876.

For at stykke de historier sammen, har de frivillige forskere brug for at gå til og fra snart den ene hylde, snart den anden arkivkasse samt en skrivebordsplads til at sidde med stoffet på arkivet – de kan ikke bare sidde derhjemme i dagligstuen.

»Vi er nødt til at fordele tiden mellem os, for der kan kun være tre ad gangen her,« siger Tina Høegh Nielsen.

»Vi er helt klar over, at den budgetlægning var rigtig, rigtig vanskelig. Men i det der kissejav har man bare tænkt: Arkiv og bibliotek, det er ét fedt. De formidler jo bare digitalt, så må det være godt nok. Og så har man fuldstændig glemt, at for at arbejde på et arkiv, har vi brug for at have tingene mellem hænderne, også når borgerne kommer med forespørgsler. Rådhuset ringer også tit og står med akutte sager og har brug for dokumentation fra kommunearkivet, og de vil meget gerne have svar samme dag,« siger Hanne Bendtsen.

Hvis lokalarkivet på sin nye adresse kun får få kvadratmeter uden plads til forskning, kan den frivillige historieformidling være i fare.

»Det er klart, hvis Henning (lokalarkivaren, red.) mere eller mindre sidder alene, er det formidlingsdelen, der må ryge,« siger Tina Høegh Nielsen.

Emil har købt scannerne

Men kan man så ikke nå at få scannet en masse arkivalier, inden flytningen?

I et hjørne af kontoret, hvor skrivebordene med forskerpladserne også står, sidder Emil Stautz og scanner alle ugens dage. Han er omgivet af en maskinpark, som er købt for hans egen regning, fordi det udstyr, kommunen råder over, ikke er brugbart til alle formater.

Emil Stautz bruger mængder af tid på at scanne arkivalier. Han mener, at højst en procent af Historisk Arkivs samlede materiale er på arkiv.dk. Foto: Martin Sørensen.

»Der er en scanner dér til de helt store formater, en her til A2, og så står der en hernede, der er til A4. Så har jeg yderligere negativscannere, og den slags ting står derhjemme,« fortæller han.

Flere af de andre frivillige scanner også, når der er tid.

»Der er så mange, mange, mange arkivalier, så hvis vi skulle scanne det hele, selv om vi alle sammen scannede hver dag på hver vores scanner, så ville det måske tage 10 år,« siger Tina Høegh Nielsen.

Mængden af arkivalier øges løbende. For nylig fik arkivet for eksempel 11 flyttekasser ind fra en familie, der i flere generationer ikke havde smidt noget ud.

»Så det arbejder Tina og jeg sammen om at registrere og har skrevet artikler om det i Kikkenborgen, men vi er ikke færdige med flyttekasserne endnu,« siger Hanne Bendtsen.

»Vi har været underbemandede hele tiden, så ting der er kommet ind helt tilbage fra 1980’erne er ikke blevet behandlet færdigt, fordi der hele tiden kom en ny dynge, som skulle behandles først. Der er en del ting, hvor vi ikke aner, hvad det er, for dem der vidste det, de er gået bort i mellemtiden,« fortæller Emil Stautz.

Tvivler på besparelse

De frivillige afventer nu information om arkivets skæbne. Flere tvivler på realismen i forventningen til besparelser ved flytningen.

Foto: Martin Sørensen

»Skal bygningen lejes ud til det, man kalder tredjepart, så skal vi op i niveau, for der går det altså ikke med varme, der ikke virker, huller i vinduerne, et tag der er utæt, elektricitet der er gemt inde i væggene fra engang i 30’erne. Og så påregner de ifølge budgettet en indtægt på 150.000 kroner om året. Det er jo peanuts,« siger Wiebke Zickert, mens de andre nikker. Hun fortsætter:

»Og hvad kan du få vedligehold for i dag, hvis du ikke kan gøre det selv lørdag og søndag? Det overstiger de 150.000 kroner de første mange år her, fordi det er så forsømt. Og så ender det med at komme til at koste penge.«

De to arkiver

Historisk Arkiv er dels offentlig arkivmyndighed for Dragør Kommune. Det vil sige man registrerer og gemmer fx politiske referater, kirkebøger, folketællinger, skoleprotokoller og meget andet. Der er overvejelser om at etablere en særlig enhed på Dragørs rådhus til kommunearkivet.

Dels rummes det lokalhistoriske arkiv med materiale om familie- og folkeliv indleveret af borgere gennem generationer.

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Fakta om taglejligheder på Platanvej

Kalendertip. Alverdens solister synger »Messias«