in

Jul hos de kendte: Læs hvordan Bo Bech, William Kvist og Jesper Lohmann holder jul

MIN JUL: Bo Bech går en lang tur for at samle appetit

Bo Bech – kok

Kokken Bo Bech har holdt jul det samme sted i alle sine 46 år, hos mor og far i Gyldenrisparken i Sundby.
Det er min mor der laver maden, lige bortset fra dengang jeg havde været i kokkelære i to år og fik overbevist mine forældre om, at det var mig der skulle stå for madlavningen. Det var jo helt forkert, man skal jo ikke pille ved traditionerne.
Vi er en familie der spiser juleand og flæskesteg, brunekartofler, hvide kartofler, brun sovs og rødkål, fortæller Bo Bech, kok og ejer af Restaurant Geist og tænker tilbage til dengang hans mor et sted havde læst at det kunne være sjovt med råkostsalat.
”Selvfølgelig skal der være plads til modeluner, med det er jo ikke det, man vil. Vi får pocherede pærer, halveret med ribsgele, det er det. Helt og aldeles dansk. Så mæsker vi det og slutter af med risalamande med kirsebærsovs. Nogle år har vi fået en gravet laks eller en rejemad til forret.
Efter Bo Bech flyttede hjemmefra for 26 år siden har familien tilført en tradition med at tage i Dyrehaven.
”Min far har kørt kaperkusk så han finder altid en ny indgang. Så går vi rundt tre-fire timer og samler appetit. En kort overgang gik vi tur på Amager Strand, men det er Dyrehaven der vinder,” fortæller Bo Bech.
”I dag tager jeg altid gummistøvler på og men dengang jeg var mere Københavnerdreng gik jeg altid i hvide sneakers, uanset slud og sjap, også juleaften i Dyrehaven.”

 

MIN JUL: Den personlige gave er den bedste gave

Ole Henriksen – forretningsmand

For cremekongen Ole Henriksen, 67 år, er julen noget af det bedste på året. I mange år har han holdt jul i Los Angeles, men det er altid med juletræ og dansk julemad.
”Der er også altid pyntet op i hele huset, dog uden at det er ’totalt winter wonderland’,” som han siger.
Lige efter nytår flytter han og manden, Lawrence Roberts, til København, hvor de skal bo halvdelen af året, så fra næste år bliver julen holdt i den nye lejlighed i Frederiksstaden.
”Jeg elsker jul. Det bedste ved julen er at sidde samlet foran kaminen med lidt konfekt og et glas vin eller kaffe og sidde og pakke gaver op og hygge sig efter middagen, det nyder jeg meget,” siger Ole Henriksen.
Når han har muligheden for det går han i kirke – gerne i barndomsbyen Nibe, og hans yndlingssalme er Et barn er født i Betlehem.
Han kan godt lide at finde julegaver til både ansatte, familie og venner og det er altid personlige gaver. Selv ønsker han sig en god bog, nogle pæne handsker eller en varm hue til når parret flytter til Danmark.

 

MIN JUL: Det er blevet koldere tider 

Anne Marie Helger – skuespiller

Skuespiller og farvestrålende leverandør af politiske brandtaler, Anne Marie Helger, er absolut også til julehygge med familien i hjemmet på Christianshavn.
”Det gode ved julen er nærheden. At samles med hele den sammenbragte familie. Varmen, julehyggen, pynten og så alle mine egne helt private, søde barndomsjuleminder. Tænk hvor er man dog en heldig pamjulegris, at have sådan nogle. Det triste ved julen er at sørge over, at det som Kim Larsen og Gasserne sang så præcist, dengang jeg var ung, desværre nu er blevet endnu mere rammende: ’Det er en kold tid, som vi lever i’. Alt for mange går rundt og fryser, og har slet ikke råd til noget, der bare ligner jul, og det bliver bare værre og værre,” siger hun.
Foranderlige juletraditioner er der mange af hos Helger.
”Men anden, ’rislavementen’ og de flotte, sjove, skøre genbrugs-gaveindpakningspakker (kun en billig en pr. familie) ligger fast. Ja, og så den uundværlige rundetur, som er festens højdepunkt: ’Nu er det Jul igen – lige til påske’. Så spæner vi i kæde rundt i alle selv de mest utilgængelige afkroge af hjemmet, også ud på toilettet, og ud på gangen og op over sengene. Så længe vi har små børnebørn, har vi stadig juletræ. Og vi danser også trofast rundt både den ene og den anden vej om det vildt overlæssede pyntede træ (der grangiveligt kan minde om en af mine Helger Råberober) og synger julen ind. Måske får jeg lov at læse lidt højt af: Peters Jul,” fortæller hun.
Yndlingsjulesangen er ’Højt fra træets grønne top’.
”Den har jeg lært udenad, og så kan de andre også huske den, når bare jeg skråler for.”
Anne Marie Helger har et hjertevarmt ønske til jul.
”Til jul og til fødselsdag og alle mine livsens dage ønsker jeg stadig: fred blandt mennesker på Jorden og alle menneskebørns velbehag på denne dejlige klode, som vi sporenstraks holder op med at tilsvine så læsterligt. Og så ønsker jeg mig også masser af gode kvalitetsbøger.”

 

MIN JUL: Julen er både til glæde og sorg

Jesper Lohmann – skuespiller

Skuespiller og sanger Jesper Lohmann bor i Sundby, og hans efterår er gået med væg til væg-turnéen No More Jacks, hvor han i sangkvartetten med Stig Rossen, Jesper Asholt og Keld Heick tager musikalsk fat der, hvor Four Jacks sluttede i 1964, og synger en stribe sange, der hittede i de efterfølgende årtier.
Nu er julen i sigte – både med gode og knap så gode sider, fortæller han.
”Det bedste ved julen er familien , hyggen og samværet med dem man holder af. Gaver til store og små. Mine børns glæde allermest. Når alt det får lov til at fylde, så er julen en hjerternes fest og fejring.”
”Det værste er, at man savner dem, der ikke er mere. Og at vi allesammen bliver for emotionelle og følelserne løber af med os.”
Hans bedste juletradition er såre enkelt at danse om træet. Og hvad ønsker han sig selv til jul?
”Alt godt for mine nærmeste – fred, lykke og sundhed for mig selv og mine nærmeste.”

 

MIN JUL: William Kvist går i kirke, når det er jul

William Kvist – professionel fodboldspiller

FC Københavns fodboldspillere går på juleferie 16. december og begynder at træne igen 10. januar. Dermed er der tid til at nyde julen, og det gør FCK’s veteran og kamprekordholder William Kvist.
”Jeg nyder juledagene, det er ikke så presset, og børnenes bedsteforældre er gode til at tage en del af slæbet,” siger han og nævner, at det både er familiesammenkomster, maden, musikken og ikke mindst børnenes glæde, han holder af ved højtiden. Han er far til to børn, som snart fylder henholdsvis et og fire år.
William Kvist har selv gode minder fra sin egen barndoms jul, og han holder traditionerne, han har fået med hjemmefra, i hævd.
”Jeg er af en præstefamilie, så det er en tradition for mig at tage i kirke til jul. Min moster var tidligere præst på Diakonissestiftelsen, så der har jeg været til gudstjeneste en del gange til jul. Andre gange har jeg været i Frederiksberg Kirke. Det afhænger lidt af tidspunktet,” siger han og sætter navn på sin yndlingssalme:
”Det er ’Dejlig er jorden’. Jeg kan godt lide ordene, at ’slægt skal følge slægters gang’. Vi er her selv en lille tid i det store timeglas. Nogen har været her før og, og nogen kommer efter os.”
Musik spiller i det hele taget en stor rolle for ham. Det er en tradition for William Kvist at opleve Händels Messias til koncert. Derhjemme kan han selv godt lide at synge sammen med familien, og det er både ’Søren Banjomus’ og ’Højt fra træets grønne top’.
I de fleste år som professionel fodboldspiller, har han holdt fri til jul. Det gjaldt dog ikke, da han spillede i England, hvor der er et traditionelt hårdt jule- og nytårsprogram med tre-fire kampe lige omkring højtiden. Det blev alligevel en særlig oplevelse det ene år, han holdt jul på den måde.
”Jeg havde inviteret hele min familie over: forældre, svigerforældre og bedsteforældre, og vi holdt en stor juleaften. Det var meget hyggeligt, og deres tilstedeværelse lyste op i det fremmede. Min morfar, som nu er død, fløj kun to gange i sit liv. Den ene gang var, da han besøgte mig i England til jul.”
Hjemme i Danmarks hovedstad roser William Kvist de forretninger, som gør noget ud af at skabe julestemning i gaderne.
”En kold, våd og mørk tid lyses op med julepynt, lys og juletræer. Det er for eksempel fantastisk at gå en tur ned af Gammel Kongevej.”

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Julen tændes med sang og harmonikaspil

To isbjørneunger født i Zoo: Kun en overlevede