Illustration: Shutterstock
in , , , , , , ,

Haha 😆

Julius Nissens adventsplager

ANTI-JUL. For folk som Julius Nissen er årets største højtid lig med livets mest nederdrægtige prøvelser. Her er det forskrækkelige mareridt om, hvordan Nissen rister over en infernalsk juleild.

UJULIUS: Julius Nissen hader julen af et ondt, uflettet hjerte. Gloser som grangren, lyskæde, kræmmerhus, klejne, kane, ja endog næstekærlighed, skurrer hult i hans indre, og når den signede juletid står for døren – hvilket den rask væk gør en femtedel af året – barberer han skægget af, ruller mørklægningsgardinerne ned og kryber i fosterstilling under andedunene.

Men ho ho hooo: Snart melder de naturlige behov sig og skriger dybt fra hans drilske reptilhjerne. Næring og liv, ja ganske enkelt menneskeligt nærvær, er uundgåeligt, honninghjerter og flitterstads til trods.

Hr. Nissen må kort og godt julehutle sig gennem byens december-inferno…

1. søndags pinsel

Julius slår de blodskudte øjne op efter den første decembernat. Gårsdagens to kander Sangria dunker i baghovedet, drinks-paraplyen pirker i øregangen.

I morgen, oh ve, den er pludselig meget tæt på: De hvinende unger, der skal fremvise årets første kalendergaver allerede inden, de har fået flyverdragterne af. De endeløse ranker af ubehjælpsomme guirlander, der skal klippes, limes og monteres på Regnbuestuen. Den ulidelige hørm af kanel og stjerneanis, som institutionens madmor stolt producerer i industrielle mængder – iført glimmerforklæde og muntert fløjtende »Sikken voldsom trængsel…«. Æbleskiver flittigt vendt over bål på legepladsen. Og nisseleg med de juleliderlige kolleger, suk: Tasken fyldt med fedtet konfekt, når man vender hjem.

En sygemelding er ikke en mulighed. De første seks kostede en skriftlig advarsel. Julius blander en ny kande Sangria og sætter »Dommedag Nu« på flimmeren.

2. søndags pinsel

Det sidste fryse-rundstykke er i ovnen, og flødehavartien har for længst bukket enderne i vejret. Der er ingen vej udenom: Julius har brug for at fouragere.

Men helvede er hedt langs kølediskene i den lokale Irma: »Faaaar, jeg vil ha’ brunkager.« »Nææh, se den nuttede, glutenfri marcipangris.« Søsygt-grønne stearinlys, hjerter af guld, svinekam og mistelten…

Nissen søger dækning i den lokale Halal-slagter på hjørnet. Spidskommen og chili i næseborene sender ham for en stund til varmere og juleblottede himmelstrøg, men så:

»Søren Banjomus« tordner ud af radioen i baglokalet, og Mustafa kommer svansende ned ad trappen i blå nissehue med blinkende kvast. Selv merguez-pølserne blinker skælmsk fra montrene garneret med nellikedrys og dannebrogsflag.

»Glææædelig jul, hvad sku’ det være?«

Slagteren smiler forlegent, da han rækker Julius sine lammekoteletter og kikærter.

3. søndags pinsel

Julius står op med fornyet kampånd: I dag skal julerenen tages ved hornene!

Han ifører sig de lydisolerende hørebøffer og den lange, sorte læderfrakke, som altid spreder ængstelse omkring ham, og sætter kursen durk mod julens Mekka: Strøget.

På den årlige pilgrimsvandring skal han med satanisk fryd have fuldbragt tjeklisten med alle højdepunkterne fra MC Einars »Jul, det’ cool«: DSB-forsinkelser, sure buschauffører, sparken efter duerne, strømslugende juleudstillinger, snobbede Illum-ekspedienter, plasticpynt, overflod og fråds, 15.000 mennesker i Magasin og højttalerudkaldet om lille Øyvind på fem, der er blevet væk fra sin mor – den sidste kræver lidt snilde at få krydset af.

Bagefter tager han de medbragte skyklapper om øjnene og drister sig ind på Hviids Vinstue. Omgivet af glöggbægre, julefrokostbranderter og obskøne nissekostumer finder han en plads i vrimlen og bestiller højlydt en Classic.

Efter retræten fra juledanmarks højborg kommer Julius hjem med store lommer bugnende af julekataloger, og sikkert landet i stuen dulmer han sindet med nok en hip hop-perle på grammofonen: »Christmas on Death Row«.

4. søndags pinsel

Julius vækkes brat af den årlige julefest i gården. »Ho ho hooo« og pebernødder fyger sammen med tøsnefnug og ivrig barnerøst.

Pludselig står andelsforeningens juletræ dobbelt for hans blik, men dog tindrende klart: Den eneste udvej er at brænde sit kalenderlys i begge ender. Julen er vel i virkeligheden lysets fest, og selv om han ikke swinger supergodt med de asetro – han er jo faktisk ikke religiøs som sådan – beslutter hr. Nissen sig for at ære de hedenske ritualer.

I ly af en grandekoreret Christiania-cykel vipper han julekatalogerne i papircontaineren og stryger en svovlstik…

Flammerne står i lys lue om kap med adventskransene i de små stuer. Sirenerne hyler »Et barn er født…«, og snart er gården omdannet til et funklende kemisk snelandskab i én stor, panisk nisseby. Julius betragter skumsprøjterne, mens han rister skumjulemænd over gasblusset i køkkenet.

Han døser hen oven på den udmattende dåd, og nissemanden bryder i brand. Et saligt øjeblik er alt glans og glæde, mens han drømmer sig bort i et juleløst paradis uden gavebånd og kandisæbler…

Og ak, atter en gang vågner en ujulius til adventstortur i Vestre – med både andesteg, risalamande og salmesang.

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Lovende talenter fra syd

Hyltekorets julekoncert