»Jeg kommer ikke så tit på vaskeriet, jeg samler til bunke,« griner Maria Albertsen. Med crossfit-træning seks gange om ugen og undervisning derudover, kan det måske også godt være lidt svært at finde tid til vasketøjet. Foto: Dan Møller
in ,

»Det er godt at komme ud af hamsterhjulet«

 

FØLG DRØMMEN. Maria Albertsen på 29 sagde sit job som bankrådgiver op for at gå all in på sin atletdrøm. Hun dyrker crossfit og underviser blandt andet i Griffenfeldsgade.

Af Julie Stougaard

js@minby.dk

OMVÆLTNING: Maria Albertsen sukker. Sengetøjet, hun netop har taget ud af den store industritørretumbler på vaskeriet, har viklet sig ind i hinanden og er ikke blevet helt tørt.

Hun har travlt og skal videre, men har heldigvis lige tid til at fortælle os om det skift, hun foretog for syv måneder siden, mens hun folder vasketøjet sammen.

»Jeg valgte at sige mit job som bankrådgiver op og tage orlov for at dedikere mig til min sport,« fortæller hun med et smil.

Hun dyrker crossfit, en træningsform, hvor man træner hele kroppen, og de seneste syv måneder har hendes liv bestået af træning seks gange om ugen samt undervisning, for hun underviser også i sporten i Griffenfeldsgade. Selv træner hun i Butcher’s Lab på Vesterbro og i Crossfit CPH.

Flere følger drømmen

»Det var jo lidt af en omvæltning at sige et godt job op for at gå efter atletdrømmen, men jeg har kun fået positive reaktioner på de. Faktisk er der flere, der har sagt, at de overvejer at gøre det samme – at sige deres job op for at gå efter en drøm. Det er sundt at komme ud af hamsterhjulet,« siger Maria Albertsen.

Faktisk har en veninde, som hun dyrker crossfit med, også valgt at gå all in på sporten.

»Det er sjovt, vi kendte ikke rigtigt hinanden, vi trænede bare sammen, men så besluttede vi os i juni for at rejse sammen to uger til Bali, hvor der er en amerikansk gut, der kan noget med crossfit,« fortæller hun og ser helt drømmende ud i blikket, da hun et øjeblik tænker tilbage på træningen i de tropiske omgivelser.

»Da vi kom hjem, sagde hun også sit job op, og nu lever hun af crossfit,« tilføjer hun og smiler.

Svømmer med profferne

Det seneste stykke tid har Maria Albertsen været ved at forberede sig til en konkurrence i februar, som finder sted i Kolding.

»Vi skal igennem nogle baner og ved ikke så meget om, hvad vi skal. Men vi har fået at vide, at vi skal svømme, og det er jeg altså ikke særlig god til. Så jeg er ved at øve mig på at svømme crawl. Det er ret svært med vejrtrækningen,« forklarer hun og fortæller, at hun svømmer i Bellahøj, hvor også de professionelle træner.

»Hvis man vil være god, må man jo omgive sig med de bedste,« siger hun kækt og griner.

Hun elsker tydeligvis at udfordre sig selv og stråler, mens hun fortæller om sin træning og konkurrencen, hun skal deltage i til februar.

»Det er bare fedt at komme fra hovedet og ned i kroppen,« siger hun.

 

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Lær om dansk julehygge

Julehygge på kunstmuseet