Efter busslusen er åbnet, er der fri passage for bilerne til og fra Holmen. Indsat: Poul Cohrt. Fotos: Martin Sørensen.
in , , ,

Frit spil til fartdjævle på Holmen

BUSDRIFT. Christianshavns Lokaludvalg frygter trafikkaos, hvis der etableres nye vejbump og længere busholdepladser fra Christianshavn til Holmen.

CHRISTIANSHAVN: Fem nye tiltag for busserne i Torvegade og Danneskiold-Samsøes Allé for buslinje 2A er netop nu i høring hos Christianshavns Lokaludvalg. Og der er ikke just topkarakterer til projektet fra udvalget, som mener at ændringerne vil føre til »en uacceptabel negativ effekt for trafiksikkerhed og tryghed.«

Det er den nye udgave af linje 2A, som gør det nødvendigt at lave om på vejbump, kørebaner og stoppesteder, når nye og længere elbusser, som indsættes af Movia i 2019.

Stoppestederne skal forlænges, så der er plads til de 18,75 meter lange busser, ved Knippelsbro på Torvegade og tre steder på Danneskiold-Samsøes Allé og vejbumpene på denne skal laves om til såkaldte pudebump, så chaufførerne ikke behøver at sætte farten ned, når de passerer. Det skal give kortere rejsetid for passagererne til og fra Refshaleøen.

Men dén manøvre, som teknik- og miljøforvaltningen beskriver som »mindre fysiske ændringer« kan få voldsomme konsekvenser for trafiksikkerheden på en vej, der allerede er hårdt belastet, mener Christianshavns Lokaludvalg:

»Danneskiold-Samsøes Allé er efter fjernelsen af busslusen blevet en gennemkørende vej uden at der er etableret cykelstier i eget tracé og uden at der er skabt en betryggende passage ved broerne til Frederiksholm, som det er sket ved Hovedvagten, hvor kørebanen er indskrænket til ét spor, og hvor der er etableret cykelstier mellem vagtbygningerne,« skriver de.

Fartdjævle på spil

Formanden for udvalget Poul Cohrt uddyber:

»Movia skal jo opfylde nogle kontraktkrav og på den måde få penge i kassen. Og jeg forstår godt, at buschaufførerne vil undgå, at det bumper sådan, når de skal holde deres snævre tider med de lange busser.«

Men det bliver ikke kun Movia-busserne, der kan træde ekstra på speederen, påpeger de: Det vil også gælde de mange turistbusser, hop on/hop off-busserne, lastbiler og andre, som kan undgå bumpene.

Ruten på Danneskiold-Samsøes Allé over Frederiksholm er et lige stræk på 800 meter, hvor farten i forvejen får en nyk opad. Her foreslår christianshavnerne i stedet at lave en fortdæmpning fra 50 til 30 km/t. Det vil gøre turen et halvt minut længere, men skabe langt større tryghed for cyklisterne, vurderer Poul Cohrt:

»Vi har jo allerede erfaring for, at rigtigt mange overhovedet ikke respekterer hastighedsgrænserne på det stykke. Der er nogle, der meget nemt får en tung højrefod, når de ser et lige stykke landevej.

Der er en kæmpestor børneinstitution og skoler lige ved siden af og mange børnefamilier på Margretheholm. Vi har hørt om flere uheld der, og børn med asfalteksem de pynter altså ikke,« siger han.

De lange stoppesteder er også med til at gøre ruten mindre sikker, skriver lokaludvalget videre i deres høringssvar:

»De ekstra lange busser vil desuden betyde, at cyklister og biler (som allerede nu konsekvent overskrider de fuldt optrukne linjer) skal ud i ekstra lange overhalinger på en i forvejen smal vej. Det betyder stærkt forringede forhold for specielt cyklister og vil medføre yderligere risiko for ulykker,«

De mange nye trafikanter – cyklister og gående – der er kommet i området på grund af Inderhavnsbroen, vil heller ikke kunne orientere sig ordentligt, når de kommer op fra Galionsvej. Her foreslår lokaludvalget et nyt lyssignal.

Samlet plan efterlyses

»Vi hilser indførsel af el-busser velkommen, men må modsætte os, at der gennemføres tilpasninger af hensyn til el-busser, som ikke tilgodeser sikkerhed og tryghed for cyklister og gående på Danneskiold-Samsøes Allé,« konkluderer udvalget.

Formanden efterlyser stadig kommunens vurdering af, hvad der er sket, siden man fjernede busslusen for enden af Prinsessegade for et par år siden:

»Vi venter stadig en afklaring på, hvad man vil gøre efter ophævlese af busslusen. Der skulle være en evaluering efter et år, og så ville kommunen tage endelig stilling til det. Det er et par år siden, men den har vi ikke fået endnu.

Man har en god, gammel københavnsk tradition helt tilbage til Christian den fjerdes tid om at iværksætte store, flotte nye projekter, og så bagefter tænker man ’gud, der er sgu’ da også noget med infrastruktur.

Sådan er det nok også med Holmen. Der mangler en overordnet struktur, og derfor humper man sig frem med lap på lap,« siger Poul Cohrt.

Lokaludvalget vil nu arbejde videre med en samlet trafikplan for gadenettet omkring Prinsessegade og Danneskiold-Samsøes Allé. Kommunen planlægger at starte projekterne, som løber op i 12,3 millioner kroner, i vinter i det omfang, de er muligt på grund af vejret. Afmærkning og asfalt kan dog først laves i maj 2019.

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Emma vandt varer i Meny

Foto. Kim Walls fotografier udstilles ved Blox