Kammerkoret Musica giver koncert i Lindevang kirke 6. december. Pr. foto
in , ,

Koret Musica opfører Mozarts Requiem

MUSIK: Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, når kammerkoret Musica opfører Mozartz Requiem sammen med det nystartede kammerorkester Musica og stjernesolisterne Nina Bols Lundgren, Nana Bugge Rasmussen, Emil Lykke og Torsten Nielsen.

Koncerten finder sted 6. december kl. 20 i Lindevang Kirke. Koncerten varer en times tid og der er entré.

Intim opførelse

I sit requiem tager Mozart lytterne gennem forskellige følelser fra vrede til inderlig bøn klædt i de smukkeste toner.

Denne version af requiet er en intim opførelse med et orkester på 20 musikere og et kor på 25-30 sangere.

Kammerkoret Musica blev dannet i 1986 og har siden udviklet sig til at blive et af landets førende kammerkor. Koret består af ca. 20 ambitiøse amatørsangere mellem 20 og 50 år. Korets repertoire består mest af a cappella musik – ny som gammel.

Mozarts Requiem hører til de allermest opførte værker indenfor korverdenen.

Efterspurgt solist

Ved koncerterne medvirker fire solister. Sopranpartiet synges af Nina Bols Lundgren, som efter studier i Musikkonservatoriets solistklasse er en efterspurgt solist og har sunget flere operaroller i Danmark og Sverige.

Nana Bugge Rasmussen er mezzosopran og uddannet ved Musikkonservatorium og Universitet der Künste i Berlin. Hun synger lieder, opera og kirkemusik bl a som medlem af Den danske kammerduo og Take Away Opera.

Tenoren Emil Lykke har en diplomeksamen i sang fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han synger primært oratorier og større korværker. Han kan også jævnligt opleves i Dagens Sang DR K og har medvirket som solist på adskillige cd-udgivelser og har sunget i teaterforestillinger. Emil har siden 2007 været fastansat i det fuldtidsprofessionelle og ambitiøse solist-ensemble, DR Vokal Ensemblet, som 1. tenor.

Torsten Nielsen er baryton og uddannet med Diplomeksamen fra Musikkonservatoriet.

Han optræder som solist i værker som Faurés ’Requiem’, Duruflés ’Requiem’, J.S. Bachs passioner og “Juleoratorium”, Händels ’Messias’ og Griegs ’4 salmer’ for kor og baryton.

Noget af overskuddet fra billetsalget går til Lindevang kirkes menighedspleje.

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Julehygge på kunstmuseet

Lovende talenter fra syd