Georg ¿Gokke¿ Olsen ved et Fagenes Fest-arrangement i 2013. Arkivfoto: Anders Bentzon
in , ,

Ked 😭 Wow 🤩 Like 👍

Georg ‘Gokke’ Larsen er død

DØDSFALD. En af Amagers farverige originaler – Georg ‘Gokke’ Larsen – er død. Han blev kendt i det ganske land for sin optræden i tv-programmet Danmark har talent i 2016. »Vi skulle næsten bestille tid, hvis vi ville se vores far,« fortæller datteren Eva.

SUNDBYVESTER: Et kendt ansigt på Amager, Georg ’Gokke’ Larsen, døde 25. november efter få måneders sygdom, 94 år gammel.

Han boede på Amager det meste af sit liv, og efter 40 år som brandmand, som udløste en fortjenstmedalje, udlevede han i sin pensionisttid drømmen om at blive sanger, da han i 2012 medvirkede i X-Factor og i 2016 i Danmark har talent.

»I Danmark har talent nåede han helt til finalen og endte som nummer fem. I X-Factor gik han også videre, men nåede ikke så langt. Det var et andet koncept, og han passede vist ikke så godt til Blachmann. Men vi sad jo trofast og så vores far gå videre og videre. Han elskede jo at være sammen med alle de unge mennesker,« fortæller datteren Eva Larsen.

Drømmen om at synge havde Georg ’Gokke’ Larsen haft altid.

»Han var dygtig til det og burde have været sanger, men han kom fra en fattig familie, og de havde ikke råd til, at han skulle uddanne sig som sanger. Han startede med at arbejde allerede som 7-8 årig, for det var han nødt til,« fortæller datteren.

Han nåede at fejre diamantbryllup med sin hustru, inden hun døde i 2009.

Til det sidste boede Georg ’Gokke’ Larsen i egen lejlighed, og han kørte både bil, scooter og cykel.

»Han havde en meget stor berøringsflade. Han tog ud til en masse ting. Blandt andet holdt han foredrag på plejehjem – han skulle ud til de gamle, som han sagde, selv om han tit var 10 år ældre end mange af dem. Han kom også dagligt i Aktivcenter Sløjfen og spillede billard, han havde et meget udadvendt liv. Vi skulle næsten bestille tid hos ham, hvis vi ville se ham, fordi han altid skulle et eller andet,« siger Eva Larsen.

Georg ’Gokke’ Larsen har testamenteret sit legeme til Panum Institut, så der bliver ikke en egentlig begravelse.

Til gengæld holdes der en mindehøjtidelig for ham torsdag 6. december klokken 16.00-19.00 i CIK sportscenter, Bådsmandstræde 20 på Christianshavn. En klub, han havde en mangeårig tilknytning til.

Georg ’Gokke’ Larsen efterlader sig en søn, en datter, to børnebørn og en masse venner.

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Nu kan du bestille klimavenlig striptease

Hip hop humle hos ølpusheren