Pouline, Marie og Leah eksperimenterer sammen med hydrogel. Anledningen var indvielsen af Europaskolens nye bygninger i Carlsbergbyen. Foto: Martin Sørensen
in , , , ,

Elsker 😍 Like 👍

Prinsesse Marie eksperimenterer på Europaskolen

INDVIELSE. Der var royalt besøg, da Europaskolen i København i dag blev officielt indviet i Carlsberg Byen. Overborgmester Frank Jensen og prinsesse Marie klippede sammen det røde bånd til landets første internationale folkeskole.

UDDANNELSE: De ventede tålmodigt i fysiklokalet på fjerde sal. 6. klasse, eller som det hedder her: Secondary 1. english, havde time i ’Integrated science’. En klasse med elever, der alle kan klare sig flydende på engelsk, men med vidt forskellige baggrunde.

Ved kataderet, hvis det stadig hedder det, havde franske Pouline taget opstilling sammen med klassekammeraten Leah med venezuelansk/engelsk ophav. Kolber og glas var klar til eksperimentet, der skulle imponere prinsessen, som var på vej op gennem den nye skole og nu trådte ind.

»Hello, jeg bliver hele tiden i tvivl om, hvilket sprog jeg skal tale?,« sagde prinsesse Marie, på engelsk, og fik svaret »english,« af hele klassen.

Forsøg med vand

»Behøver jeg at have kittel på?,« spurgte hun derefter, stadig på engelsk, hvilket blev afvist, inden Pouline på fransk fortalte om det eksperiment, prinsessen skulle være med til.

»Er det farligt, skal jeg have hjelm på eller noget?,« ville prinsessen vide, på engelsk, men blev igen afvist, inden Leah begyndte at forklare om hydrogel.

»Det er det man blandt andet bruger til kontaktlinser,« sagde hun inden de gik i gang med at måle vand op og hælde det over forskellige klude og vatstykker, for at vise hvor meget vand stofferne kan binde.

Borgmester i knæ

Det interessante forsøg var sidste stop på prinsessens besøg på Europaskolen, der i det hele taget efterlod et indtryk af meget tålmodige elever.

Dagens indvielsesritual begyndte i skolens indgangsparti, hvor de mindste elever højlydt ventede med flag på ankomsten af prinsessen. I det samme hun kom ind ad døren forstummede larmen og hun kunne i selskab med overborgmester Frank Jensen nyde turen gennem flagalléen. Midtvejs knælede prinsessen for at tale med en af eleverne og borgmesteren fulgte med.

»Prinsessen fik mig til at gå i knæ,« grinede han begejstret, inden turen fortsatte til gymnastiksalen. Her ventede endnu flere elever, forældre og andre honoratiores på prinsessens ankomst.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Prinsesse Marie og overborgmester Frank Jensen blev modtaget af en flagallé. Foto: Martin Sørensen

We are the world

Skoleleder Anette Holst bød velkommen inden elever fra 2. og 3. klasse meget apropros det internationale set up optrådte med sangen ’We are the world’.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Med sang og fagter optrådte elever fra skolen med ‘We are the World’. Foto: Martin Sørensen

Prinsesse Marie fik lov at tale som den første.

»I am delighted for the students, parents and staff, that you now have your own school here in Carlsberg Byen,« sagde hun blandt andet. Og gav en enkelt prøve på sin danskkunnen ved at blande ’ristet pølse’ ind i fordelene ved at bo i København.

Europaskolen samarbejder med Sankt Annæ Gymnasium, hvor Anette Holst også er rektor, og 4. og 5. klasse herfra fremførte sangen ’Lille messias’.

Ha’ en dejlig dag

Ind imellem prinsesser og elever fik flere af de fremmødte fine herrer lov til at føre sig frem på formfuldendt Valby-engelsk. Det gjaldt overborgmester Frank Jensen, børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen, administrerende direktør i Industriens Fond Mads Lebech, Jesper Nygård, Realdania og Jens Nyhus fra Carlsberg Byen. Men størst bilfald var der til Alma fra 5. dansk og Harry fra 5. engelsk, der begyndte og sluttede deres tale i kor.

»I love it,« sagde Alma og »It’s important to be curious,« sagde Harry. Blandt meget andet inden de sluttede af med:

»Ha’ en dejlig dag allesammen,« på fem forskellige sprog.

Prinsesse Marie og overborgmesteren fik overrakt sakse af Loic og Vasha fra 4. engelsk og genoptog parløbet ved at klippe det symbolske røde bånd.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Europaskolen blev indviet officielt da prinsesse Mary og Frank Jensen klippede de røde bånd. Foto: Martin Sørensen

Inden det var blevet tid til reception med dagens gæster, og Secondary 1. english gjorde sig klar i fysiklokalet.

 

Fakta om Europaskolen

Skolen blev oprettet i 2014, samarbejder med Sankt Annæ Gymnasium og har boet midlertidigt sammen med Skolen i Sydhavnen

I efterårsferien blev skolen flyttet ind i den nye bygning på Ny Carlsbergvej 99, og eleverne begyndte her efter ferien

Europaskolen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Nord Architects, Nord Architects er landskabsarkitekt, JJW er indretningsarkitekt

Ingeniør – EKJ Rådgivende Ingeniører

BAM Danmark er totalentreprenør

Carlsberg Byen er bygherre

Skolen er finansieret af Københavns Kommune, Realdania, Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden og Industriens Fond

Skolen råder over 14.000 m2

Europaskolen er en akkrediteret Europaskole og en del af Europaskolesystemet

Europaskolerne lægger stor vægt på sprogkundskaber og høj akademisk standard

Kilde: Københavns Kommune

Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Kong Frederiks kugler fik en kærlig hånd

Kunst at give en gave