Herover ses det snart en måned gamle alpakaføl, der søndag fik besøg af en nysgerrig skade i folden, og nysgerrigheden blev gengældt. Til højre ses farmand Atlantis, som altså også er brormand. Foto: Benedicte Lorenzen
in , ,

Alpakaflokken bød på endnu en overraskelse

HOVSA. Der ventede Erik Schjønning en overraskelse, da han begav sig ud på Tippen 31.oktober. Her opdagede han, at hunalpakaen Preben havde fået et føl, selv om hun ikke burde være drægtig. Og faren? Ja, det er hendes søn Atalntis.

FAMILIEFORØGELSE: At holde alpakaer på Tippen har vist sig at være næsten ligesom at holde juleaften. En glædelig oplevelse fyldt med overraskelser.

Det viste sig forrige år, da Dyremarkens to nyanskaffede hunner, som ifølge avleren aldrig havde været i nærheden af en hingst, pludselig var gravide begge to. Desværre overlevede Olgas føl ikke, men Preben (som altså er en hun) fødte sidste år et fint brunt føl, der fik navnet Atlantis.

En kønsmoden han

Alt åndede fred og idyl, og da føllet var stærk nok, blev flokken lukket ud på Tippen, hvor de er en del af naturplejen. Da 2018 nærmede sig slutningen af juni, var det blevet tid til at klippe både får og alpakaer, som alle blev hentet tilbage til Dyremarkens fold.

Her opdagede man, at den unge Atlantis var en han, og at han nok var ved at blive kønsmoden. For en sikkerheds skyld skannede dyrlægen hunnerne for at sikre, at de ikke var drægtige. Det var der ingen tegn på, og de nyklippede alpakaer blev lukket tilbage på Tippen. Atlantis nu som kastreret han. Og sådan gik månederne deres vante gang i det grønne.

31.oktober gik naturplejer Erik Schjønning sin daglige tur på Tippen, og her opdagede han pludselig endnu en overraskelse i alpakaflokken:

»Jeg begav jeg ud på Tippen omkring klokken 10.00 om formiddagen for at lave lidt naturpleje derude. Da jeg nåede ind omkring midten af området, hvor der ligger en lille birkeskov, opdagede jeg pludselig føllet. Det var tydeligt, at det lige var blevet født, for det havde stadig fosterhinden på, og moren var ved at slikke det rent. Jeg kom vel en fem-ti minutter efter fødslen vil jeg tro,« fortæller Erik Schjønning, da avisen møder ham søndag formiddag i Dyremarken.

Familieforviklinger…

Efterfølgende var det ikke så svært at lægge to og to sammen. Moren var Preben, der også er mor til Atlantis. Og faren? Ja, det kunne kun være Atlantis, som var eneste han i flokken.

En familiekonstellation, der i menneskeverderen ville vække en del bekymringer. Den lille unge ser dog umiddelbart fin og rask ud, når den fjoller rundt i folden ved Børnenes Dyremark i disse dage:

»Ungen ser heldigvis ud til at trives rigtig godt. Den er allerede blevet dobbelt så stor og dobbelt så tung, siden den blev født. Ifølge dyrlægen er risikoen for misdannelser lille, fordi det er første generation, men det er ikke noget, der helst skal ske i for mange led. Hvilket det jo heller ikke burde, nu hvor Atlantis er blevet kastreret,« forklarer Erik Schjønning.

Er der flere overraskelser?

Spørgsmålet er nu, om Atlantis også har nået at gøre de andre hunder drægtige, inden han blev kastreret. Et spørgsmål, der i værste fald først kan blive besvaret i juni næste år, fortæller Erik Schjønning:

»Alle alpakaerne går nu her i folden ved Børnenes Dyremark, fordi vi skal være sikre på, at han ikke har gjort flere af hunnerne drægtige. Før vi ved det, kan vi ikke lukke dem tilbage på Tippen. Problemet er, at de er drægtige i cirka 11 måneder, så det kan reelt vare helt til juni, før vi finder ud af det. Jeg prøver hele tiden at kigge efter tegn på, at en af de andre er drægtige. Eksempelvis har jeg lagt mærke til, at føllet nogle gange har søgt under Olga som om, der måske var noget, der lugtede af mælk,« siger han.

Erik Schjønning håber dog ikke, at man bliver nødt til at vente helt til juni med at få svar, for alpakaflokken er en vigtig del af naturplejen på Tippen, hvor de holder planterne nede. Han håber derfor at finde frem til en avler, der ligger inde med stor viden om de uldne dyr:

»Det burde slet ikke være muligt, at det her føl overhovedet blev til. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde opdaget noget gennem de mange måneder, jeg har observeret alpakaerne på Tippen. Jeg undrede mig også over, at jeg ikke havde kunnet se på moren, at hun var drægtig. Det har været skjult godt af den tykke uld. Derfor vil gerne tale med en erfaren alpakaavler, som kan give mig nogle tip til, hvad man skal holde øje med, hvis man vil vide, om en alpaka er drægtig,« siger han.

 

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Så er det sidste omgang

Sidste chance for k-u-b-a’s julekalas