Børnene fik en snak med anlægsgartner Maria om et af træerne. Foto: Martin Sørensen
in ,

»Min drøm er at blive professionel fodboldspiller«

ERHVERVSUGE. Eleverne i 4. klasserne på Skolen på Nyelandsvej havde i sidste uge erhvervsuge med besøg af lokale håndværkere. En af dem var anlægsgartneren Uno, der testede børnenes kondition og matematiske evner.

HÅNDVÆRK: »I laver alle en planke, og jeg tager tid,« siger anlægsgartner Uno fra firmaet Grøn Entreprise, der er på besøg hos 4. klasserne på Skolen på Nyelandsvej denne onsdag formiddag.

Tiden tikker og børnene skal holde planken i 45 sekunder for at komme i topform. For det er netop det, der kræves af en god anlægsgartner forklarer Uno til eleverne.

Planken er en hård omgang, så et par af eleverne må grinende og prustende give op, før uret ringer efter 45 sekunder.

Håndværkere på besøg

Grøn Entreprise og en stribe andre lokale håndværkere har sagt ja tak til at komme på besøg på skolen i anledningen af erhvervsuge for 4. klasserne.

De skal fortælle om deres arbejde som lokale håndværkere på Frederiksberg, så børnene måske får lyst til at gå i deres fodspor en dag.

Lærer Jeannet Bergmansen fortæller:

»Vi har fået kontakt med nogle lokale håndværkere på Frederiksberg i samarbejde med Håndværkerforeningen, så eleverne kan få kendskab til de faglige muligheder håndværkerfaget byder.

Det vigtigste er, at eleverne får brugt deres kompetencer og ser, hvad de kan bruges til i fag som f.eks matematik,« forklarer hun.

Små træer på gulvet

Uno har taget sin kollega Maria på 20 år med, hun er lige blevet udlært som anlægsgartner.

På gulvet ligger to små træer, et bøgetræ og et ligustertræ, som eleverne skal kigge nærmere på.

Anlægsgartneren Uno fortæller, mens han viser et af træerne til eleverne.

»Vi arbejder med planter, buske, træer og græs,« fortæller han og giver ordet til Maria.

»Jeg valgte faget, da jeg gerne ville have frisk luft, være i god form og få muskler,« smiler hun og røber, at hun får en god løn som anlægsgartner.

Børnene lytter og har masser af spørgsmål om hendes løn, og de lidt visne træer på gulvet i klasseværelset, der viser sig at skulle blive til en hæk en dag.

Et hovedbrud af hække

Uno fortæller, at han har en kunde, der skal have plantet bøgehæk på 45 meter, og at der er plads til fire træer pr. meter. Og så er det op til eleverne at finde ud af, hvor mange træer, der skal bruges.

Det er lidt af et hovedbrud for Bertram, Julia, Jonas og Jasmin, der er i gruppe sammen.

»Jeg tror, at vi skal gange de to tal,« lyder det fra Jonas og de andre nikker.

Bertram begynder at regne resultatet ud, og gruppen har regnet rigtigt.

Det bliver lidt sværere at finde ud af, hvor meget firmaet skal tjene til sig selv, da der er tale om brøkregning, som eleverne ikke har lært endnu.

Vil gerne være dyrlæge

Efter en halv times tid er mødet med Uno og Maria slut, og andre elever kommer på besøg og så skal eleverne videre til et andet håndværk.

Er anlægsgartner-jobbet overhovedet noget for eleverne?

Julia fortæller:

»Jeg vidste slet ikke, at man kunne arbejde som anlægsgartner. Jeg synes, det lyder skægt, men jeg vil gerne være kok eller tjener,« siger hun.

Både Bertram og Jonas drømmer om at blive professionelle fodboldspillere i FCK.

»Jeg vil måske gerne være anlægsgarnter, men min drøm er at blive professionel fodboldspiller,« smiler Jonas.

Jasmin røber, at hun gerne vil være dyrlæge.

Anlægsgartner Uno fortæller til slut:

»Det tager tre år og syv måneder at blive anlægsgartner. Vi tager normalt ud og hilser på 7. og 8. klasse, så vi tager dem i den gode alder. Vi søger unge med et godt hoved og hænder,« siger han.

Næste stop på erhvervsvejen er et besøg hos glarmesteren og en plastingeniør, der venter på at fortælle om sit fag i et af de andre lokaler.

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Nærpoliti i øjenhøjde – med citronmåne

Mere nabohjælp skal begrænse indbrud