in

Hvem frygter døden?

Onyesonwu betyder hvem frygter døden. Og hovedpersonen, Onyesonwu, er en ganske særlig pige. Produkt af en voldtægt. Sådan et barn ser anderledes ud, har en anden hårfarve, en lysere hud. Derfor er Onyesonwu udstødt. Hvor end hun og hendes mor kommer, ses der skævt til barnet, indtil de til sidst slår sig ned i en lille landsby. Her finder moderen kærlighed og Onyesonwu enkelte, tætte venskaber. Samtidig begynder hun at opdage sine magiske evner. For hun er nemlig skabt til at ændre det post-apokalyptiske Afrika. Et Afrika, der er præget af ulighed, folkemord og slaveri. Uretfærdigheder, som Onyesonwu brændende ønsker at ændre med sin magi. Sammen med sine venner tager hun derfor på en rejse mod Vesten. For at stå ansigt til ansigt med det onde. Og med døden.

”Hvem frygter døden?” har en klassisk fantasyopbygning – vores hovedperson, der desuden er udstødt af flokken, er født med specielle evner og er skæbnebestemt til at redde en grum og uretfærdig verden. Men bogen holder sig ikke kun til én genre, den mikser fantasy, fabler og science fiction på en ganske særlig måde. Som om Okorafor er i gang med at skabe sin egen genre. En genre, der ikke vil lade sig definere og fastholde. Hun gør det legende og blødt, så jeg føler mig i trygge hænder som læser.

Bogen er noget af en moppedreng. Over 500 sider lang. Så sæt dig godt tilrette i stolen, fyld op med kaffe, pebernødder og slik, inden du kaster dig over den. For når du først er gået i gang, kryber karaktererne lige så stille ind under huden, så kaffen bliver kold og pebernødderne bløde.

Forbered dig på en storladen, episk fortælling fra et ukendt og nyt land. Et land, som Nnedi Okorafor ganske langsomt lader spire frem fra sin pen.

For fortælletempoet er et andet end det, man kender fra de nyere fantasyværker. Det er eftertænksomt, det værner om den verden, det skaber.

Og ja, som skandinavisk læser kan det være noget af en udfordring at læse en bog, der skider højt og flot på nordisk minimalisme, og som beskriver sanseoplevelser og hverdagens gøremål i detaljer. Det er lige til at rive sig i håret over. Men tålmodighed betaler sig. For der er både storslåede naturbeskrivelser, hjertegribende kærlighed, modbydelige overgrebsscener og actionfyldte kampscener.

Kort sagt – ”Hvem frygter døden?” har det hele. Det er bare pakket ind på en anden måde, end vi er vant til.

God læselyst i vintermørket.

Hvem frygter døden? Nnedi Okorafor, 512 sider, forlaget Silhuet

Håb om julegaveregn til børn

Julehyggeligt marked på Værnedamsvej