Frank Jensen modtog og gennemgik børnenes fremtidsvisioner for Vesterbro, da en gruppe børn sidste uge mødte op på Rådhuset for at aflevere de visioner, de i forrige weekend udviklede sammen til workshop på Vesterbro. Foto: Dan Møller
in ,

Vesterbrobørn serverede visioner for fremtiden til overborgmester

Visioner. I forrige weekend mødtes en række børn med deres voksne for at kreere deres fælles fremtidsvisioner, håb og drømme for Vesterbro. I sidste uge mødte de op Rådhuset for at servere planerne for overborgmester Frank Jensen.

HÅBEFULDE: Før overborgmester Frank Jensen (S) nåede at præsentere sin vision for ’Lille Vesterbro’, som han døbte området omkring Otto Busses Vej og det gamle DSB-areal, var lokale kræfter også i gang med sine drømme.

Med udgangspunkt i Vesterbro Lokaludvalgs arbejde lancerede de derfor tidligere på efteråret ’Vestre Remisepark’, som var lokaludvalgets bud på et udgangspunkt for at debattere, hvad der skal ske – og hvad der er brug for – på Vesterbro. Er det mere turisme, flere hoteller og ejerlejligheder? Flere parkeringspladser og cykelstativer? Er det flere fodboldbaner, parkarealer, legepladser, eller er det noget helt tiende?

Omsværmede Otto

Debatten om både det omsværmede areal ved Otto Busses Vej og mængden af grønt på Vesterbro rammer sammen med, at Københavns Kommune arbejder på den kommende Kommuneplanstrategi.

Høringsfristen sluttede i sidste uge og Kommuneplanstrategi 2018 skal nu udmøntes endligt på Københavns Rådhuset. Kommuneplanstrategien kommer til at tegne Københavns Kommunes retning for udviklingen frem mod 2031.

Velforberedte børn

De vesterbrobørn, der i sidste uge mødtes med overborgmester Frank Jensen (S) for at overrække deres fremtidsvisioner havde tidligere været på ’Fremtidsworkshop’.

Her byggede de, sammen med arkitekt, forfatter og kunstner Eva Tind og scenograf og folkeskolelærer Kirsten Thomsen, deres fremtidsdrømme på Vesterbro.

Vesterbro Lokaludvalg indsamlede i samme ombæring de voksnes input til processen, som de også overleverede til overborgmesteren på rådhuset som en del af den offentlige høring.

Du kan læse meget mere om kommuneplanstrategien 2018 på:

kk.dk/kobenhavnersnak

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Julehyggeligt marked på Værnedamsvej

Lokalt energibundt nomineret til ‘Årets Energibundt’