Josephine Schneiders Hus på Frederiksberg håber på julegaveregn i år til de små. Hr. Skæg er med, når indsamlingen starter på fredag. Pr-foto
in , ,

Håb om julegaveregn til børn

JUL. Julen er børnenes fest, så derfor håber døgninstitutionen Josephine Schneider på julegaveregn til de små. Indsamlingen starter fredag.

GAVER: Operation Julegaveregn er gået i gang for at hjælpe med at få samlet penge ind, så børn på børnehjem også kan få en dejlig jule med julegaver.

Rasmus G. Kristensen fra Operation Julegaveregn fortæller:

»Det handler ganske enkelt om normalitet. Om at være en del af gruppen. Anbragte børn bliver konstant mindet om, at de er anderledes i deres forudsætninger. Det er ekstra slemt i december, og det er medvirkende til andre sociale problemer.«

Ifølge en ny undersøgelse lavet af YouGov får et dansk barn i gennesnit gaver for 1.100 kr af sine forældre, det får anbragte børn ikke.

Gaver til børnehjemsbørn

I Josephine Schneiders Hus på Frederiksberg håber man, at Operation Julegaveregn igen i år finder penge til børnene.

Julegaver for 1.100 kr. er gennemsnittet for et dansk barn. Det er mere end 5 gange så meget som børn på danske børnehjem, som kan se frem til gaver for omkring 200 kroner.

Da anbragte børn for manges vedkommende slet ikke har samme familiære eller sociale netværk, er den reelle forskel typisk endnu større.

 

13. år med god gerning

Initiativet Operation Julegaveregn står for 13. år i træk bag en indsamling, der forsøger at udligne den store forskel i julegavebudgettet.

Initiativet samler penge ind, som bliver fordelt til julegaveindkøb af Foreningen af dag- og døgntilbud for udsatte børn og unge.

Gaverne købes af børnenes venner, pædagoger eller af forstanderen på de pågældende børnehjem, og på den måde sikrer Operation Julegaveregn sig, at gaverne vælges med tanke på det enkelte barn.

Stor betydning for børn

I Josephine Schneiders Hus, der er en døgninstitution for børn i alderen otte til atten år på Frederiksberg, modtog børnene sidste år en donation fra Operation Julegaveregn.

Forstander Annette Olsen er ikke i tvivl om, at initiativet har en stor betydning for børnene, og at det gør indtryk på dem, at helt almindelige mennesker har øje for, at der er familier og børn i Danmark, der ikke har de samme muligheder som mange andre og derved kan have behov for en ekstra opmærksomhed.

»Hos os giver det flotte arbejde i Operation Julegaveregn anledning til glæde blandt børnene over en ekstra julegave. Flere af vores børn er optaget af, at det er vildt overraskende, at nogen giver gaver eller penge til nogen, de ikke engang ved, hvem er,« fortæller Annette Olsen, og fortsætter:

Hun håber, at succesen kan gentage sig i år.

Hr. Skæg er med

Operation Julegaveregn har flere ambassadører, der hjælper til. En af dem er Hr. Skæg, der selv har arbejdet med anbragte børn, før han blev en kendis

»Det handler ikke om at bidrage til et forbrugerræs, som anbragte børn i forvejen, er tabere i. Det handler om at vise ungerne, at de betyder noget. At danskerne har omsorg for dem. Julegaven er et enormt stærkt symbol på den omsorg, og tilbagemeldingerne fra børnene taler deres eget tydelige sprog,« siger Hr. Skæg.

Indsamling starter fredag

På fredag 30. november kl. 15.00 skydes årets indsamling i gang på Amagertorv foran Illums Bolighus sammen med Julemanden og Hr. Skæg, der deler nissehuer og julestemning ud til alle, der kommer forbi.

Operation Julegaveregn er godkendt af indsamlingsnævnet. Alle arbejder frivilligt og hovedsponsoren, GaveFabrikken, afholder samtlige administrative udgifter således, at alle indsamlede midler går ubeskåret til de anbragte børn. Indsamlingen løber frem til 22. december.

Se mere på: www.julegaveregn.dk eller www.facebook.com/julegaveregn

 

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Matas genåbner på Falkoner Allé

Hvem frygter døden?