Nørager Legeplads i Vanløse. Foto: Dan Møller
in
Tema: in

Like 👍

Da en forvaltning legede politik, gik det galt

ANALYSE AF CARSTEN MAI

Bemandingen på legepladserne skal spares væk sammen med tilsynet på de offentlige toiletter. Sådan lød en nyhed der spredte alvorlig bekymring blandt mange i sidste uge.

Men det var ægte politisk spin dog ikke spundet af politikerne, men af Teknik- og Miljøforvaltningen. Embedsmændene fremlagde nemlig nogle besparelsesforslag, der aldrig vil være et politisk flertal for.

Forslagene indgik i et katalog, som ledelsen i forvaltningen lagde på politikernes bord.

Ideen med at foreslå nogle besparelser som aldrig vil blive vedtaget var ret enkel: Kritikken af besparelserne i forvaltningen og af den dårligere service skulle væltes over på politikerne. Det skulle helst se ud som om, at det var politikerne, der nu skabte alle problemerne.

Debatten om de manglende penge i forvaltningen skulle dermed gøres til en politisk debat om sårbare områder, så opmærksomheden på forvaltningens perlerække af fejl blev sløret.

Virkeligheden er nemlig mildest talt en anden. En stor del af budgetproblemet i forvaltningen skyldes graverende fejl hos embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen. De har opkrævet gebyrer og betalinger på en række områder, som de ikke havde lov til, og nu er festen slut, og pengene skal betales tilbage.

Sammen med det faktum at den politisk ansvarlige på området, borgmester Ninna Hedeager Olsen, ikke ville være med i et budgetforlig, betyder sagen, at der skal spares mange millioner kroner. Det gør selvfølgelig ondt, men københavnerne mener næppe, at det retfærdiggør, at forvaltningen beskylder politikerne bag budgettet for at stå faddere til de mange besparelser.

Strategien lykkedes da heller ikke. De syv partier bag budgetaftalen skrottede embedsmændenes forslag og vedtog i stedet for at finde pengene på bl.a. mindre administration og færre rejser. Det er noget mere spiseligt for københavnerne.

Hvad er langtidseffekten af denne sag? I forvejen mener politikerne, at Teknik- og Miljøforvaltningens ledelse bruger deres tid på at finde forhindringer og problemer i stedet for at finde løsninger. Når politikerne fortæller forvaltningen, hvad retning de vil gå, bliver de alt for ofte mødt med et nej efterfulgt af en stribe af mere eller mindre velunderbyggede argumenter.

Forvaltningens opgave er at realisere det politiske flertals ønsker under hensyn til de regler og love der gælder. Ikke det modsatte. Hvis forvaltningen ikke snart skifter den golde taktisk ud med lydhørhed og politisk tæft, risikerer direktionen i forvaltningen et reelt politisk opgør. I sådanne situationer har politikerne det med at vinde.

Forvaltningens problemer understreges af, at flere på rådhuset allerede nu sætter spørgsmålstegn ved, om borgmester Ninna Hedeager Olsen er Enhedslistens valg til en borgmesterpost efter næste valg.

Det siger noget om situationens alvor, at de spekulationer starter nu hele tre år før næste valgdag.

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Carsten Mai

Om journalisten Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Kronprinsesse Mary til Børnenes Dag

De døde skal have en plads i livet