Minigraveren på arbejde for at grave huller til de hvide piletræer. Foto: Anja Berth
in , ,

Børnehavebørn planter træer til næste generation

TRÆPLANTNING. Vanløse Børnegård sendte en gruppe børnehavebørn på Engen for at plante hvidpiletræer. Beplantningen er en del af planen for Damhusengen.

 

DAMHUSENGEN: Børnene fra Vanløse Børnegård levnede ikke gartner Per Simonsen mange kaffepauser eller tid til small-talk.

»Kom, NUUUUUU, vi skal plante TRÆÆEEEER,« råbte børnene, mens Per Simonsen fik travlt med at bugsere mini-graveren op ad bakken på Damhusengen.

Som led i en større kommunal træplantning af 42 hvidpiletræer fik de største børnehavebørn fra Vanløse Børnegård lov til at plante tre hvidpiletræer i samarbejde med Enggruppens Per Stengade og gartner Per Simonsen.

Minigraveren fik nok at se til med at grave i rim-beduggede jordbunker og børnene gik i gang med at sætte de meget små træer i jorden.

Straks begyndte de at stampe jorden på plads.

»Skal de ikke vandes,« råbte Ellen, og jo, svarede Per Simonsen.

»Vi sætter sådan nogle poser ved pælene, så de bliver vandet,« sagde Per Simonsen, men børnene iført flyverdragter og varme støvler stampede videre og jagede Per Simonsen hen til næste hul i jorden, hvor et nyt træ ventede.

Der bliver ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen plantet 42 hvidpiletræer af sorterne: salix alba ’Chemensina’ og salix alba ’Sericera’. Træerne plantes i henhold til Udviklingsplan 2017 for Damhusengen – dels for at sikre, at området kontinuerligt har store gamle træer, og dels som et historisk islæt, idet udtrykket med piletræer i rækker stammer tilbage fra femtenhundredetallet, hvor bønderne fik påbud om at plante ti piletræer hvert år.

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Toner fra taiwanesiske tvillingebrødre

Løfte om citronmåner efter 16 gaderøverier