B.93¿s kvinder tabte hjemme henholdsvis 0-8 og 0-4 i ugens løb til Brøndby og Fortuna Hjørring. Dette er en situation fra sidstnævnte kamp. Foto: Tage Majland/B.93
in , ,

Spillet var fint, men mestrene var en for stor mundfuld

FODBOLD: B.93 kvinder i den bedste række har tabt to kampe i ugens løb, men selvom det var to store nederlag, var der klar fremgang fra onsdag til lørdag.

I forhold til onsdagens 0-8-nederlag mod ligaens tophold Brøndby, der formåede konstant at stresse B.93 og kom til utrolig mange chancer, havde B.93 en helt anden ro på mod de forsvarende danmarksmestre Fortuna Hjørring lørdag.

B.93 havde holdt Fortuna helt fra målchancer i 20 minutter, da gæsterne fik frispark et stykke uden for feltet, og B.93-keeper Josephine Madsen nåede ikke ud til skuddet.

B.93 forsvarede flot

Efter scoringen lagde Fortuna et hårdere pres – men stadig uden at komme til de store chancer, fordi B.93 forsvarede flot.

Det så ud til, at B.93 kunne gå til pause og kun være nede med et enkelt mål. Men på et Fortuna-hjørnespark i halvlegens sidste minut kunne Josephine Madsen ikke holde på bolden, og gæsterne scorede igen.

Ekstra bold på banen

I anden halvleg fortsatte Fortuna Hjørring presset, som B.93 i længere perioder var i stand til at dæmme op for.

Det lignede et hæderligt nederlag, da Fortuna Hjørring scorede to gange på langskud i de sidste fem minutter. Ved det ene af målene burde dommeren måske have afbrudt spillet, da der var en ekstra bold på banen, som distraherede B.93-forsvaret, men dommeren reagerede ikke på, at linjedommeren to gange i mikrofonen gjorde opmærksom på den ekstra bold.

B.93 kunne trods det klare nederlag ciffermæssigt være tilfreds med defensiven, presset og roen på bolden. Fremadrettet var der fine opspil, men på den sidste tredjedel af banen blev det aldrig rigtig farligt.

Næste lørdag spiller B.93 efterårets sidste kamp på udebane mod Odense Q, der efter 5-3-nederlag mod KoldingQ også skal spille kvalifikationsliga i foråret sammen med B.93 samt de 4 bedste hold fra 1. division (Aab, Vildbjerg, FC Nordsjælland og Næsby). thof

 

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Man holder da thanksgiving på Nørrebro

Lysene blev tændt på torvet