Både publikum og de medvirkende bærer paryk og hvide skjorter i Anne & Empatikrisen. Foto: Teater Republique
in , ,

Publikum får paryk og hvide skjorter på til teaterstykke om empati

Republique: »Jeg føler ikke længere noget. Jeg føler ikke noget for sultende børn i Sudan. Jeg føler ikke noget for ofrene for jordskælvet i Lombok. Hvor ligger Lombok?«

Sådan lyder det fra Anne H. Nielsen, som er hovedkarakter i Teater Republiques nye stykke Anne & Empatikrisen.

Scenografduoen Sir Grand Lear har udviklet teaterserien Anne & Empatikrisen i fem dele til Teater Republiques foyerscene, Reaktor. Iført paryk og hvide skjorter bliver alle i publikum forvandlet til gennemsnitsborgern Anne.

Det samme har et empatipanel og det kunstneriske hold. I fællesskab går de begrebet empati efter i sømmene. Kulturskribent, Torben Sangild, fungerer som moderator på projektet, og mener, at netop empati er et nøglebegreb i vores tid:

»Barack Obama har givet udtryk for, at vi lever i en empatikrise, og at mere empati er det, der skal til for at løse verdens problemer. Andre påpeger, at det ikke er empati, der skal til, men rationelle løsninger. I det nære er vi optaget af, hvad mobiltelefoner gør ved vores empati, hvordan krænkelser finder sted på arbejdspladsen og i byen, og vi er opmærksomme på psykopater og narcissister som aldrig før. Empati er et begreb, der på mange måder taler ind i denne tid,« udtaler han.

Teaterserien består af fem meget forskellige forestillinger. Første forestilling spiller 26. november klokken 17 på Teater Republiques foyerscene, Reaktor, på Østerfælled Torv. Datoer for de efterfølgende fire forestillinger bliver offentliggjort løbende. thof

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Lynetteholmen godkendt af bredt flertal

Husk lige: Nye p-restriktioner fra på onsdag