Det kører på skinner for Amagerbanens Venner, som netop har fået overrakt årets frivilligpris af Amager Øst Lokaludvalg. Foto: Amager Øst Lokaludvalg.
in , ,

Frivillige i skinne-cykler og jazzmusik

HÆDER. Amager Øst Lokaludvalgs Frivilligpris 2018 går til Amagerbanens Venner og Amager Jazzklub, som hver får 12.500 kroner.

Af Jacob Schneider

jape@minby.dk

AMAGER ØST: Amagerbanens Venner og Amager Jazzklub er drevet af engagement og lysten til at skabe oplevelser og aktivitet i bydelen Amager Øst. Foreningerne er drevet af frivillige, som gør en stor indsats for at udbrede kendskabet og kærligheden til henholdsvis jazz og skinnecykler.

Det har været afgørende i lokaludvalgets udvælgelse af de to foreninger til årets frivilligpris, at de begge er meget opmærksomme på, at åbne deres foreninger for andre end medlemmerne. Amager Øst Lokaludvalg vil med frivilligprisen gerne påskønne det engagement og den tilgang til det frivillige arbejde, som foreningerne lægger for dagen.

Glad jazz er åben for alle

Amager Jazzklub er en forening, der drives af frivillige, som organiserer arrangementer med jazzmusik, der altid er åbne og tilgængelige både for foreningens medlemmer og for offentligheden. Musikken er overvejende traditionel glad jazz med swing- og bluesmusik, som dominerende stilarter, og fungerer som som en rigtig god baggrund for socialt samvær.

Den ulønnede bestyrelse står for arbejdet med at administrere klubben og medlemsaktiviteterne, hyre bands, organisere musikaftener, udarbejde informationsmateriale og vedligeholde foreningens hjemmeside.

Hjerte for jernbanen

Amagerbanens Venner har eksisteret gennem snart fem år. Foreningen drives af seks frivillige personer med stor kærlighed for Amagerbro og for det grønne rekreative baneareal, hvor de tilbyder børn og voksne at køre på dræsine og skinnecykler på den gamle jernbane.

De to foreninger er valgt af en bedømmelseskomite bestående af medlemmer af lokaludvalget. Der blev indstillet i alt 13 foreninger og organisationer til årets frivilligpris.

Amagerbanens Venner fik Frivilligprisen overrakt ved et arrangement 4. november. Amager Jazzklub får deres del overrakt ved foreningens næste arrangement 7. december.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Skolebørn på skodopgave

En bog du kan stole på