I forvejen er der udsigt til masser af nybyggeri fra Fiskerhavnen, nu er der lagt op til helt at omringe kulturperlen med boligblokke. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Sur 😠 Ked 😭 Wow 🤩 Like 👍

Ønsker om endnu flere boliger ved Fiskerhavnen

BYUDVIKLING. I forbindelse med høringen til kommuneplanstrategi 2018 er grundejere vest for Bådehavnsgade interesserede i at stille deres matrikler til rådighed for at udvikle et sammenhængende boligområde.

FRED: Mens protesterne imod affredningen af Stejlepladsen stadig strømmer ind, viser der sig nye udfordringer for Fiskerhavnens omgivelser. Grundejere på den anden side af Bådehavnsgade er gået sammen og ønsker at bygge endnu flere boliger i området.

I forvejen er der lagt op til 550 nye boliger på Stejlepladsen, som ifølge naboerne i Fiskerhavnen vil ødelægge det ellers bevaringsværdige kulturmiljø. Men går grundejernes ønsker i opfyldelse kan antallet af nye boliger i området mangedobles i forhold til de 550.

Ønsket om udvikling på den anden side af Bådehavnsgade fremgår af et høringssvar til Kommuneplanstrategi 2018, fra Holscher Nordberg Architecture and Planning, der har samlet interessetilkendegivelserne fra grundejerne.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Byudviklerne har muntret sig med at flytte andre bydele ned på det område i Fiskerhavnen og Tippen det drejer sig om, så man kan få en fornemmelse af, hvad der er plads til. Her er det Sluseholmen, der udsletter det eksisterende inklusive genbrugsstationen, der er ved at blive bygget. Illustration: Holscher Nordberg

By & Havn er med

By & Havn, der ifølge kommunens Budgetaftale 2019 får overdraget Stejlepladsen, ejer også en del af arealet på Tippen, men er ikke nævnt blandt grundejerne.

By & Havn ønsker dog også i et høringssvar til kommuneplanstrategien, at ændre områdets status til et boligområde, og gør opmærksom på, at man er i dialog med grundejerne ’for at sikre en helhedsbetragtning ved udvikling af området, i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning.’

Udviklingen af Bådehavnsgade Vest er nemlig også nævnt i budgetaftalen:

’Parterne er enige om, at Bådehavnsgade Vest fremrykkes i kommunens rækkefølgeplanlægning i forbindelse med revision af Kommuneplan 2019 således, at der kan ske en sammenhængende byudvikling med Bådehavnsgade Øst.’

’Bådehavnsgade Øst’ er det samme som Stejlepladsen.

Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Åbning af skøjtebanen forsinket

Kunsten flytter hjem til Kathrine