Fremads 31-årige hovedaktionær. Foto: Fremad Amager Elite.
in ,

Ked 😭 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Ja, Fremad A. vil i Superligaen

FODBOLD. Fremad Amager fik nye ejere i foråret. Den nye hovedaktionær, Jerome Solamito fortæller om, hvordan det hele hænger sammen. Hvad er meningen? Og skal vi fremover se Fremad Amager i Superligaen?

SUNDBYVESTER: Spekulationerne har været mange, siden Fremad Amager annoncerede, at en ny ejerkreds fra Monaco skulle overtage eliteselskabet i sommer. Ny hovedaktionær Jerome Solamito svarer her på en række af spørgsmålene.

»Planen er at udnytte det store potentiale, der ligger i Fremad Amager. Klubben hører til på en højere hylde, end der hvor den befinder sig i dag. Vi vil hjælpe med at udnytte dette potentiale. Vi vil skabe et storhold på Amager. Forretningsmæssigt ser vi store muligheder i at lade Fremad Amager være en platform for udvikling af spillere, hvoraf nogle vil kunne sælges videre til endnu større klubber i Europa.

Vi er klar over at det vil tage tid og koste penge at flytte klubben op på det niveau, hvor den hører hjemme. Men vi har begge dele, og vi er fast besluttet på at lykkes med det her.«

Skal Fremad i Superligaen?

»Ja, det er målet. Men det skal ikke ske over hals og hoved. Det skal ske når fundamentet er i orden til at rykke op, og når vi er stærke nok til at kunne blive oppe.

Hvem er de nye ejere?

»Fremad Amager Elite ejes i dag 90 procent af selskabet SCP Waterfront i Monaco. SCP Waterfront er i 91procent ejet af mig (Jerome Solamito, Monaco, red.) og ni procent af holdingselskabet MC Sports, som består af flere små investorer. SCP Waterfront er et selskab, som har gjort det godt de seneste år på ejendomsmarkedet, både på ejendomshandel og ejendomsudvikling, i Europa og USA. Derudover ejer Flemming Rosenkrantz fortsat 10 procent af Fremad Amager Elite. Og så er moderklubben overordnet ansvarlig for alt, hvad der har med ungdomshold og øvrige seniorhold at gøre.

Hvorfor har et selskab fra Monaco købt en arbejderklub i Danmark?

»Da SCP Waterfront besluttede at gå ind på markedet for professionel fodbold i Europa var det i første omgang med sigte på klubber i den bedste række i lande som Danmark, Holland, Portugal og Spanien. Der var forhandlinger med en dansk superligaklub, men det blev ikke til noget. Og så blev vi opmærksomme på de unikke muligheder i Fremad Amager, som vi mener har et stort potentiale, selv om klubben foreløbig kun spiller 1. division.

Projektet er båret af en stor passion for fodbold, men også et ønske om at skabe noget, som er bæredygtigt på et højere niveau end i dag. Det mener vi er realistisk. Vi har tilført klubben en del penge for at sætte skub i udviklingen, men det er meningen, at der skal skabes økonomi nok til at projektet kan bære sig selv. Vi skal have flere tilskuere, flere sponsorer, større tv-indtægter – og så skal vi begynde at tjene penge på at udvikle og sælge spillere. Det er et stort plus, at det er en klub med stolte traditioner, en synlig og dedikeret fanskare og et meget tydeligt ’brand’. Ydermere ligger klubben midt i København med de muligheder, det giver for at tiltrække sponsorer og bygge et stærkt hold. Det er jo helt unikt at der i en hovedstad kun er ét hold, som spiller i den bedste række.«

Hvordan driver man en dansk fodboldklub, når man bor i Monaco?

»Vi har et lokalt set-up med en dansk direktør og en række ansatte i Danmark, som står for den daglige drift. Flemming Rosenkrantz er fortsat tilknyttet som konsulent, og han er vores bindeled til Københavns Kommune. Vi har en bestyrelse, hvor jeg selv er formand og hvor Abraham van Barneveld, Flemming Kjellerup og Erik Truelsen (formand for moderklubben, red.) også er med.

Derudover træffer vi en række beslutninger i den sportslige sektor i samråd med Lucid, som er et internationalt scouting-selskab med stor ekspertise. Selskabet er svenskejet og har base i London. Jad Safi og jeg kommer til alle hjemmekampe, helst begge to, men altid mindst én af os. Der er det jo fantastisk, at Fremad Amager nærmest har sin egen lufthavn i baghaven.«

Hvorfor har klubben en russisk sportsdirektør?

»Sportsdirektør Timur Daguev har både en træneruddannelse og en uddannelse indenfor sport og event. Han har i flere år været ansat med blandt andet scouting-opgaver i Lucid, som i sagens natur benytter sig af konsulenter af mange forskellige nationaliteter. Timur Daguev har fra starten været udstationeret i København for Lucid, og for nylig tog vi skridtet fuldt ud og gjorde ham til sportsdirektør.

Hvorfor skiftede klubben træneren ud efter få måneder?

»Jan Michaelsen er en dygtig træner og har gjort et godt job i Fremad Amager. Men det har igennem et stykke tid været klart, at Jan Michaelsen og Fremad Amager ikke var det helt rigtige match, og vi er nu meget stolte over, at det er lykkedes os at få Azrudin Valentic til at forlade Stockholm og tage udfordringen op i København. ’Vali’ har de seneste år sagt nej tak til flere muligheder fortrinsvis i Sverige, men fandt vores projekt så spændende, at han nu er kommet ombord.«

Hvordan får man et stabilt hold, hvis der hele tiden sælges spillere?

»Vi skal investere i spillere, som vi kan udvikle. Og forhåbentlig bliver nogle af dem så gode, at de kan sælges videre med fortjeneste, så økonomien bliver endnu bedre. Dermed kan vi jo også skabe et endnu bedre hold. Vi har allerede nu en større og stærkere trup end tidligere. Vi ønsker hele tiden at have et ungt, talentfuldt hold, som spiller smukt fodbold.

Alle klubber på et vist niveau sælger spillere, når tiden og prisen er rigtig, og det er vilkårene, hvis man vil være med i fodbold i dag.

Vi har et set-up som hele tiden gør os i stand til at finde nye, gode spillere over hele verden. Men vi kigger absolut også på lokale talenter. Vi har netop ansat en talentchef, Michael Nygaard, som også skal styrke talentarbejdet i moderklubben. Og vi håber, at vi kan hjælpe moderklubben til at opnå en B-licens, så ungdomsholdene kan spille i endnu højere rækker og tiltrække endnu flere talenter.

Allerede nu har vi et meget spændende ungt hold. Foreløbig kan vi notere en stribe på otte kampe i træk uden nederlag, og senest spillede vi lige op med oprykningsfavoritterne i Silkeborg, selv om vi havde tre mand af sted til landsholdssamling. Der er en stærk og solid base på holdet og nogle individualister, som virkelig er værd at se på. Så jeg håber, at der kommer rigtig mange til kampen mod HB Køge på søndag og sender holdet på julepause med endnu en sejr.«

Betyder det noget, om der er lokal opbakning til klubben?

»Ja, det betyder meget. For at projektet skal lykkes og blive bæredygtigt er det vigtigt, at fans og sponsorer bakker op. Vi skal have flere tilskuere og flere sponsorer. Det er meget vigtigt med lokal opbakning. I dag er der mange på Amager, som holder med for eksempel FCK eller Brøndby, og så har de Fremad Amager som deres anden klub. Det er vi også glade for, men måske de vil tiden vil få Fremad som deres absolutte favorit-klub.

Der er i forvejen altid en passioneret, imødekommende og sympatisk atmosfære, når man går til fodbold i Sundby Idrætspark. Det skyldes blandt andet, at fanskaren har en lokal forankring og har følelser for klubben. Vi vil gøre meget for yderligere at støtte denne atmosfære, og sikre at folk får en god oplevelse i forbindelse med kampene.

Vi er også nødt til at have kommunens opbakning for at kunne skabe endnu bedre faciliteter. For selv om vi er lykkelige for at have fået en ny bane og lys, så skal der mere til, hvis vi engang skal kunne spille Superliga i Sundby Idrætspark. Hvis vi skal lykkes med at løfte klubben til det niveau, som den fortjener og som vi har ambitioner om, skal der med tiden et nyt stadion til med opdaterede faciliteter. Det er vores vision, at det vil lykkes at skabe det i Sundby Idrætspark.

Hvor meget vil I investere i klubben?

»Vi har lagt en plan, som vi følger, og den betyder, at vi over de første par år kommer til at investere et tocifret millionbeløb i danske kroner. Herefter tror vi på, at økonomien er løftet så meget, at vi ikke behøver yderligere investeringer.«

Fakta

Jerome Solamito er 31 år, født og opvokset i Monaco og tjener sine penge på ejendomsudvikling og ejendomshandel over hele verden. Han er samtidig ny hovedaktionær i Fremad Amager, hvor han har store planer.

Bestyrelsen i Fremad Amager Elite: Jerome Solamito (fmd.), Abraham van Barneveld (hollænder, direktør i internationalt statistik-selskab), Flemming Kjellerup (tidligere ejer, direktør og ejer i tv-produktionsselskab), Erik Truelsen (fmd., moderklubben Fremad Amager).

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

»Vi støtter hinanden«

Bispeengbuen skal have ny asfalt