Jim Lyngvild med Vølven. Pr-foto
in , ,

Like 👍

Jim Lyngvild står bag ny vikingeudstilling

VIKINGETID. Designer Jim Lyngvild er taget fra Sydfyn til Nationalmuseet for at lave en nyfortolkning af vikingeudstillingen.

UDSTILLING: I den lille sydfynske by, Korinth, har designer Jim Lyngvild bygget en vikingeborg, Ravnsborg, der i sommer fik besøg af 10.000 gæster og turister – det er også her, han holder julemarkeder.

Nu får københavnerne også glæde af hans hang til og viden om vikingetiden.

Han er nemlig i fuld sving med at redsigne Nationalmuseets udstilling om vikinger.

Designer Jim Lyngvild er sammen med Nationalmuseets vikingeeksperter i gang med at lave en omfattende nyfortolkning af museets eksisterende udstilling om vikingerne. Derfor er udstillingen lukket lige nu, men genåbner i ny fortolkning mandag 26. november.

Få ansigt på vikingerne

Når udstillingen genåbner den 26. november, kommer de besøgende til at træde ind i vikingernes brogede univers, hvor de blandt andet møder tre nøgne, krigeriske berserkere med hjelme, der smyger sig om hinanden og kigger på gæsterne.

Derefter træder gæsterne ind i kongens sal, hvor dronning Tove pryder væggen i sin blå dragt pyntet med draperinger og tunge guldsmykker. Hendes øjne er fæstnet på den tomme tronstol, hvor kongen kan sætte sig når som helst.

Flere af de ikoniske vikingesmykker er placeret på livagtige vikingehoveder. Her får man sat ansigt på husfruen, krigeren, berserkeren og bonden, som de med stor sandsynlighed tog sig ud med tatoveringer, ægte hår og arret af for meget sol, saltvand og fed mad.

»Jeg vil gerne bringe mere sanselighed og liv ind i genstandene, så man nærmer sig de mennesker, der bar smykkerne og havde sværdet i hånden. I mit univers skal vikingerne ikke glorificeres. De var mennesker på godt og ondt. Derfor skal de også tages seriøst og ikke bare latterliggøres. Jeg er meget ydmyg og stolt over denne opgave. For mig er vikingerne et evigtgyldigt omdrejningspunkt for stort set alt, hvad jeg foretager mig,« siger Jim Lyngvild.

Helt ny udstilling

Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev glæder sig:

»Vikinger er et af de helt store trækplastre for både danskere og turister, og vi har planer om at skabe en helt ny vikingeudstilling på museet fra 2020. Men indtil da eksperimenterer vi og jeg er rigtig glad for, at Jim Lyngvild nu hjælper os med at skabe en langt mere sanselig og dragende scenografi, der bringer publikum helt tæt på vores berømte forfædre,« siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.

I udstillingen kan man bl.a. se den berømte Tissø-ring af guld og en af Danmarkshistoriens største skatte, Fæsted-skatten, som indeholdt smykker i sølv og guld samt kostumerne fra tre af karaktererne i HBO Nordic-serien ’Vikings’.

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Børnenes egen kunstudstilling

Mød Pia Olsen Dyhr til live-interview