Sundbys elite øst-mestre og træner Lars Nielsen. Foto: Kjeld Rasmussen
in , ,

Sundbys piger vandt eliterækken

FODBOLD. Sundby Boldklubs U18-piger sikrede sig elite øst-mesterskabet i sidste kamp mod B.93.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

KLØVERMARKEN: Der var topkamp på Kløvermarken sidste lørdag: B.93 og Sundby Boldklub skulle spille om mesterskabet i U18 elite Øst rækken. Uafgjort var nok for Sundbys piger, da de havde vundet den første indbyrdes kamp mod rivalerne fra Østerbro.

Det var desværre et lidt amputeret udehold, der mødte op, så kampen blev aldrig helt lige, og ganske fortjent trak Sundby-pigerne sig sejrrigt ud af mødet med en sikker 2-0 sejr.

Målet i Sundby er at være de bedste af de næstbedste, nu hvor Sundby ikke har den landsdækkende U18 DM-licens. Dét mål blev opfyldt, og pigerne kan nu kalde sig mestre indtil forårets turnering begynder i april. Pigerne opnåede 19 point i otte kampe.

Sundby-holdet er ikke kommet sovende til succesen, for der er siden sommerferien blevet arbejdet benhårdt på træningsbanen med sammenspil, spilsystemer og at lære hinanden at kende. Tilgangen efter sommerferien har nemlig været stor, og der skulle i august bydes velkommen til hele ni nye piger – nogle helt nye, og andre hjemvendt fra efterskole.

Ti års benarbejde

Den opgave har pigerne nu løst sammen med træner Lars Nielsen. Og ikke mindst har Sundby Boldklub nu formået at lave en fødekæde op til dameseniorholdet i landets næstbedste række.

Det er ti års ungdomsarbejde, der nu bærer frugt med over 40 piger mellem 15-18 år, der kommer fast til træning hver uge. Mange af disse, både på U16 og U18, har i efteråret været med på især Kvindeserie Øst-holdet, der er landets tredjehøjeste række efter 1. division og 3F ligaen.

På den måde udvikler pigerne sig og får værdifuld erfaring på højere niveau. Kvindeserieholdet var faktisk kun få minutter fra at vinde rækken, men endte på en andenplads efter en sen scoring i en anden kamp, der lige netop betød, at førstepladsen glippede.

Derudover har tre piger fra U18 og en enkelt fra U16 også fået debut i 1. division og vist sig frem på højeste niveau.

Dette har kun været muligt ved et godt samarbejde med trænerstaben hos damesenior. Der har i sæsonens løb været stor fokus på at give de unge piger lov til at træne med, at udvikle sig og at snuse til livet som seniorspiller, så overgangen til sommer for mange af pigerne bliver helt naturlig, og klubben derved kan fastholde pigerne i fodboldglæden.

Er der piger, der har lyst til at prøve talentet af, så er der altid mulighed for at komme forbi og mærke efter, om Sundby Boldklub er det rigtige sted at fortsætte med fodbolden, tilbyder pige- og kvindeafdelingen.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Frederiksbergs flotte volley-søndag

Trioen spiller en ‘Tysk Linie’