Illustration: Carlsberg Byen
in , ,

Nyt byggeri på vej i Carlsberg Byen 

Hof-byggeri. Carlsberg Byen har netop præsenteret sit seneste projekt, der bliver 136 boliger i op til 5 etagers højde.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

Carlsberg: Tidligt i morges annoncerede Carlsberg Byen deres seneste projekt på yderkanten af Vesterbro.

Byggeriet hedder ’Fristrup Hus’ og ligger i det rolige hjørne af Carlsberg Byen ved Rahbeks Allé.

Byggeriet kommer til at ligge op ad Kammas Have mod vest, det fredede Halmlageret mod øst og med en grøn gård i midten af ejendommen.

I en pressemeddelselse fortæller adm. direktør i Carlsberg Byen Jens Nyhus om projektet:

»Denne del af Carlsberg Byen har vist sig særdeles populær ved de tidligere projekter, vi har lanceret. Ydermere er Fristrup Hus nærmeste nabo til Kammas Have, som med sin udformning og ro bliver et populært, grønt åndehul for områdets beboere.«

Klar i 2021

Der er ifølge Carlsberg Byen kun få ledige boliger tilbage i den nordlige del af Carlsberg Byen. Når boligerne i Fristrup Hus er klar til indflytning medio 2021, er det derfor med masser af naboer og liv på gaderne.

Alle lejlighederne fra første sal og op i Fristrup Hus har egen altan og mange af boligerne på 4. og 5. sal har egne private tagterrasser med en udsigt over byen.

Størstedelen af boligerne i stueplan har deres egen terrasse. ligesom mange af boligerne har to badeværelser.

Men hvad koster det?

De nye boliger i Fristrup Hus er fra 47 til 174 kvadratmeter og de allerbilligste af boligerne udbydes til 2.595.000 kroner.

Frem mod 2024 bliver Carlsbergs historiske grund, centralt placeret mellem Vesterbro, Valby og Frederiksberg lavet om til et nyt bykvarter.

Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ejes af Carlsberg, PFA Pension, PenSam og Topdanmark.

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Ny app vil revolutionere parkering i København

Dagen før Black Friday er i taknemmelighedens tegn