Christian Kronman (tv.) og Aske Ebbesen (th.) har sammen stiftet foreningen Teaterfortællinger Nørrebro, som støttes af Nørrebro Lokaludvalg. Deres første forestilling hedder 'På Livets Rand' og kan opleves på Kulturcentret Assistens. Foto: Martin Sørensen
in ,

Elsker 😍

Hør fængende fortællinger om dit Nørrebro

OPLEVELSE. To professionelle historiefortællere og nørrebroere fordyber sig i bydelen i en række teaterfortællinger og har stiftet foreningen Teaterfortællinger Nørrebro. Du kan opleve forestillingen ‘På Livets Rand’ netop nu.

Af Julie Stougaard

js@minby.dk

 

EN GOD HISTORIE: Første gang Aske Ebbesen stiftede bekendtskab med gadedigteren Christian Kronman var, da han som barn var på besøg i København og på Købmagergade, foran Rundetårn, så en mand stå på en kasse og højt reciterede sine digte til de forbipasserende.

»Jeg blev faktisk lidt skræmt over det, for jeg var ikke vant til voksne, der skejede ud på den måde,« fortæller Aske Ebbesen og lægger grinende en forsonende hånd på Christian Kronmans arm.

Siden mødtes de igen mange år senere i Helsingør til et arrangement for historiefortællere.

»Og der kunne jeg med det samme se, at Aske var meget lovende,« siger Christian Kronman og smiler varmt.

De to historiefortællere sidder nu på Røde Roses Kaffebar på Balders Plads – et sted, der indgår i deres første forestilling – for at fortælle undertegnede om deres nystiftede, frivillige forening med navnet Teaterfortællinger Nørrebro.

Men hvad er en teaterfortælling?

»Ved en almindelig fortælling har du dit publikum meget tæt på dig, og fortællingen har en start og en slutning, en udvikling og en forandring. En teaterfortælling foregår på en scene i rampelys, der er en instruktør tilknyttet, og her er der tale om en serie af fortællinger, som bliver sat mere i scene, eventuelt ved hjælp af rekvisitter,« fortæller Christian Kronman.

Fantastiske historier

Han har været professionel historiefortæller siden 90’erne og kan blandt andet opleves hos Kulturcenter Assistens, hvor han viser rundt på henholdsvis ’Digterruten’ og ’Kærlighedsruten’ i det, han kalder for historiefortællingens eldorado af en kirkegård.

Han kender mere til Nørrebros historie end de fleste, og det er med udgangspunkt i historien til den bydel, han er vokset op i og elsker, at hans fortællinger bliver vakt til live.

Aske Ebbesen er uddannet skuespiller, men har gennem de seneste år specialiseret sig i historiefortællingen, og de to kolleger nyder godt af hinandens forskellige tilgang til bydelen.

»Man kan sige, at fortid og nutid bliver flettet sammen,« siger Aske Ebbesen og tilføjer:

»Der gemmer sig mange fantastiske historier på Nørrebro, også hverdagshistorier, og dem vil vi gerne fortælle. Der er meget spot på bydelen i forvejen, og der bliver også fortalt nogle negative historier, så vi vil gerne forsøge at skabe et bredere syn, sætte nogle flere nuancer på bydelen.«

Balders Plads’ brillemager

Foreningens første projekt er opsætningen af forestillingen ’På Livets Rand’, som er med Christian Kronman og instrueret og med scenografi af Torben Jetsmark. Forestillingen kan opleves på Kulturscenter Assistens 29. november.

Forestillingen er en blanding af digte og fortælling, hvor Christian Kronman viser en anderledes side af Nørrebro, set både nedefra, fra siden og oppefra. Med figuren, amatørastronomen Brillemar’ Balthazar, udforsker han også bydelen som eksistentielt ståsted i det store rum. Han har bygget sit eget observatorium på taget af den ejendom på Balders Plads, hvor han bor og er vicevært. Senere kommer vi ned på jorden igen og kommer til blandt andet bønnemøde i Teltmissionen på Jagtvej og til stævnemøde ved den lyse digter Schades grav på Assistens.

’På Livets Rand’ er dog kun begyndelsen til, hvad Christian Kronman og Aske Ebbesen håber vil blive en opblomstring af den mundtlige fortælling på Nørrebro, som dels vil udspille sig på eksisterende scener som Kulturcenter Assistens og Lygten Station, dels med pop op-fortællinger andre steder rundt omkring i byen på blandt andet værtshuse, caféer og kunstforeninger.

For det kan altså noget, dét at sidde og lytte til en god fortælling, forklarer Christian Kronman.

»Det kommer jo helt tilbage fra dengang, da man sad rundt om bålet og hørte historier. Det er en oplevelse, som publikum deler med hinanden, og det styrker fællesskabet. Det er derfor, vi skal have teaterfortællinger. Vi skal styrke det fællesskab, vi har her på Nørrebro.«

’På Livets Rand’ kan opleves på Kulturcentret Assistens 29. november. Billetter kan købes på www.billetto.dk.

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Vind billetter til Eventyrteatrets jul

Ydmygede svenskere på vej mod 2. pladsen