Louise Føns (her i en tidligere Champions League-kamp) lavede fem af København Håndbolds mål i søndagens storsejr over svenske IK Sävehof. Arkivfoto: Dan Eugen Nielsen
in ,

Ydmygede svenskere på vej mod 2. pladsen

CHAMPIONS LEAGUE. 1. halvleg var tæt på legestue, da København Håndbold søndag sikrede sig 2. pladsen CL-gruppen via en storsejr over IK Sävehof.

HÅNDBOLD: Der var ikke det helt store på spil i søndagens Champions League-opgør foran 1.256 tilskuere i Brøndbyhallen, hvor de danske mestre fra København Håndbold havde besøg af svenske IK Sävehof. Uanset resultatet ville hjemmeholdet være sikker på avancement til mellemrunden, mens det lå fast, at kampen ville blive Sävehofs sidste i Champions League i denne omgang.

Skulle København Håndbold slutte på gruppens 2. plads, ville det kræve en sejr. Den motivation – og en generel klasseforskel på de to hold – skinnede i den grad igennem i 1. halvleg, hvor de danske værter hurtigt kom foran med både 4-0 og 8-1. Det blev også 16-4 på vej mod en overrumplende og usædvanlig stor pauseføring på 19-6.

2. halvleg blev naturligvis udelukkende et spørgsmål om sejrens størrelse. De danske ’tigre’ undgik ikke at gå et gear ned, men spadserede en stensikker 33-22 sejr i land. Hanna Blomstrand blev København-topscorer med 6 mål. Louise Føns nettede 5 gange.

Stiler efter kvartfinale

Cheftræner Claus Mogensen glæder sig – ikke overraskende – over især 1. halvleg:

»Det var en fremragende præstation i 1. halvleg. Jeg er virkelig glad for og stolt over det niveau, vi leverede. Med baggrund i kampen næsten kun var af kosmetisk betydning, så er jeg virkelig glad for at se den energi og entusiasme, spillerne gik ind til kampen med. Jeg synes, at vi lavede nogle rigtig flotte mål. Vi var koncentrerede, spillede med tempo og var effektive. Det var bare vildt flot,« uddtalte Claus Mogensen efter kampen.

Eftersom franske Brest som ventet tabte i Rusland til Rostov-Dons, sluttede København Håndbold på 2. pladsen i gruppen foran Brest. Det har dog kun kosmetisk betydning, da gruppens tre bedste hold alle går videre til mellemrunden og tager de point med over, som de hver især har opnået mod de to øvrige top 3-hold.

København Håndbold har således tre point med over i mellemrunden, hvor der er kvartfinalebilletter på spil. Og dem rækker de danske mestre ud efter:

»Vi tillader os at drømme om, at en god præstation i mellemrunden kan bringe os til en kvartfinale. Det ville være stort. Men der venter seks svære kampe,« pointerer Claus Mogensen og fortsætter:

»Vi gik ind til gruppespillet med et lille håb om, at vi kunne drille enten Rostov eller Brest hjemme. At komme af sted med tre point mod Brest er vi rigtig godt tilfredse med, erklærer cheftræneren og ser frem ad:

»De hold vi kommer til at møde, er vi meget lige med. Derfor bliver det vigtigt at vinde hjemmekampene og måske lave et resultat på udebane. Lykkes det, kan vi måske levere overraskelsen og komme videre til kvartfinalen. Men det kræver altså en særdeles solid indsats, og den er vi klar til at levere.«

Hør fængende fortællinger om dit Nørrebro

DEBAT: Konservative klar til mere videoovervågning