Jimmy Søger vandt en ny BMW på Østerbro Stadion i sidste uge. Foto: Sparta
in , , ,

Trist dag blev nærmest lykkelig

Løb og bil: Det lignede en rigtig trist dag for Jimmy Søger og hans familie i Valby, men endte med at blive en dag til den gode side.

For Jimmy, hans kone og deres to børn var taget i lufthavnen i den tro, at de skulle på en uges ferie til Egypten, men det viste sig, at de var taget i lufthavnen fire dage for tidligt.

»Det var jo lidt uheldigt, at vi havde taget fejl af dagene, og da vi så kom hjem fra lufthavnen igen, fandt vi ud af, at vores bil skulle laves for 9000 kroner. Ikke den bedste dag, men så ringede telefonen, og så ændrede det hele sig,« siger Jimmy Søger.

I den anden ende af telefonen var Sparta Atletik & Motions formand, Niels Jørgen Holdt, og han kunne fortælle Jimmy, at han via sin deltagelse i flere af Spartas motionsløb i løbet af 2018 havde vundet en ny bil.

»Det kom selvfølgelig som en kæmpe overraskelse. Jeg vidste godt, at man kunne vinde en bil, men det var slet ikke derfor, at jeg sammen med fire venner havde tilmeldt mig de fire Nike test løb, hvoraf jeg kun løb de tre. Det gjorde vi, fordi vi godt kan lide at løbe disse løb,« siger Jimmy Søger, som til dagligt er skolelærer, og spiller en masse badminton.

Konkurrencen har været skruet sådan sammen, at man i løbet af året har kunnet samle lodder sammen i Spartas mange løb. Man fik et lod pr. 5 km, man havde løbet, så man eksempelvis fik otte lodder, hvis man gennemførte den københavnske maraton.

I alt var der 168.541 lodder med i lodtrækningen om den nye BMW i3. thof

 

 

 

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

600 træer plantes i Bryggervangen

Nu banker Grønttorvets hjerte