Foto: Valby Lokaludvalg
in , ,

Københavnerkultur fra vuggestue til voksenliv

KULTURDEBAT. Kulturfolk, borgere, politikere og lokaludvalg fra hele København mødtes torsdag i sidste uge for at diskutere, hvordan kunsten og kulturen kommer til at fylde mere i kommunens nye udviklingsstrategi.

BORGERMØDE: Københavns kunst og kultur i fremtiden var på dagsordenen, da Valby Lokaludvalg torsdag skiftede Toftegårds Plads ud med Verdenskulturcentret på Nørrebro, hvor de inviterede til borgermøde på tværs af Københavns 12 bydele.

42 borgere fra hele København fandt vej til Verdenskulturcentret, og blandt de deltagende så man både kulturinteresserede borgere, politikere, ledere af kommunale og private kulturtilbud, spillesteder og kulturhuse. Fælles for alle deltagerne var, at de ønsker, at kunsten og kulturen kommer højere op på den kommunale dagsorden.

Det kulturelle skal styrkes

Baggrunden for at indkalde til borgermødet er Københavns Kommunes nye kommuneplanstrategi, som byens lokaludvalg har haft i høring indtil 20. november. Da Valby Lokaludvalg dykkede ned i strategiens 60 sider, blev de opmærksomme på, at kunsten og kulturen stort set ikke var nævnt et eneste sted.

Det kunne de sidde overhørig i deres høringssvar, og på borgermødet blev det tydeligt, at resten af Københavns bydele var enige.

Kulturen skal tænkes med

Mødet begyndte med en runde, hvor deltagerne hver især fortalte hvor skoen klemmer i Københavns kulturelle ambitioner. Her nævnte deltagerne blandt andet, at når kommunen formulerer noget om kultur, taler de kun om kommunale tilbud. De overser dermed, at København er en kulturby, som de kommunale tilbud er en del af

Mange var også enige om, at det skal være normalt at udøve kultur, ligesom kultur skal være noget, alle børn møder. Kulturen skal simpelthen følge københavnerne hele livet. Desuden blev det nævnt, at med de mange nye bydele bliver penge til kultur smurt tyndere og tyndere ud. Der skal derfor følge kulturpenge med, når kommunens areal udvides.

I det efterfølgende gruppearbejde fik deltagerne til opgave at formulere centrale sætninger til at supplere den forslåede kommuneplanstrategi. Her var grupperne meget enige om, at man ønsker, at penge og faciliteter til kunst og kultur følger med Københavns voksende indbyggertal, og at kunst og kultur tænkes ind i nye boligområder.

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Magisk julekalender om at sige farvel

Nye p-regler i Den Hvide Kødby