in ,

Wow 🤩

Den Røde Plads er færdigrenoveret

ENDELIG FÆRDIG: Ingen var i tvivl om, hvorfor Den Røde Plads havde fået sit navn, da den for seks år siden blev indviet til stor begejstring for de fleste. Glæden over pladsen falmede desværre hurtigt i takt med den røde kulør, for farven på belægningen viste sig at være sårbar over for solens stråler, og samtidig blev underlaget uhensigtsmæssigt glat ved regnvejr og rimfrost.

Derfor har kommunen i samarbejde med Realdania gennemført en større renovering af Den Røde Plads, som nu står klar med helt ny belægning. Pladsen er stadig rød, og i den nye variant er sikkerheden i top. Den tidligere belægning af kunststof er skiftet ud med teglklinker i fire forskellige røde nuancer, der ikke kun bevarer deres farver, men også er skridsikre.

»Superkilen er blevet et fantastisk samlingssted på Nørrebro og har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Derfor har det selvfølgelig også været rigtig ærgerligt, at farven på Den Røde Plads hurtigt falmede. Jeg er rigtig glad for, at vi med støtte fra Realdania igen har fået en plads, der både er spektakulær og brugbar,« siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse.

Flere underlag – også til skaterne

Den nye belægning er udført med klinker, lagt i sildebensmønster og fikseret med faststøbte stålkanter. Det sikrer en meget holdbar belægning, som også kan tåle kørsel med lastbiler, for eksempel ved store arrangementer på pladsen. Klinkerne vil desuden ikke falme på samme måde som den tidligere belægning, da de er lavet af et naturmateriale.

Ud over klinkebelægningen består pladsen nu også af områder med rødt faldunderlag, en rød sportsbelægning, som man kender fra løbebaner, og et ligeledes rødt multiareal med en mere jævn semifleksibel belægning, der kan bruges til forskellige arrangementer. På parkeringspladsen er asfaltslidlaget erstattet med en rød asfalt.

De forskellige typer underlag tilgodeser samtidig de mange forskellige brugere af Den Røde Plads. Der er således taget hensyn til skaterne, som har fået multiarealet med en slebet belægning, som minder om et rødt terrazzogulv. Skaterne var tidligere blandt de eneste, som var glade for den ’glatte plads’, fordi det udgjorde et perfekt underlag for at skate. Multiarealet er et kompromis, som både imødekommer skaterne og samtidig sørger for at samle dem i ét område af pladsen, da andre brugere har været utrygge ved, at skaterne kom susende med høj fart på hele pladsen.

 

 

Foto: Nicklas Sander
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Copenhagen Floorball Club er årets idrætsforening

En rigtig dansk familie kan ende på Vesterbro